Prædikener
Læsekreds
Nørkleklub
Dåbsklude
Kirkens kor
Babysalmesang
Børnekonfirmander
Konfirmander
Kirkegården
Menighedsrådet
Seest lokalhistorie
Arkiv kirkeblade

 

Kirkekontoret:
Kirketoft 2, Seest
6000 Kolding.
Tlf.: 75 52 47 07
Åbent:
Man. – torsdag 9.00-12.00
Torsdag tillige 16.00-18.00
Fredag lukket

Folkekirken.dk
Koldingprovsti.dk

 

 

 

Barnedåb – ja eller nej?



De som vælger barnedåb peger på tradition og kristne værdier
De værdier kristendommen har, som dåbsforældre kan lide er: tilgivelse, barmhjertighed og det enkelte menneskes lighed og frihed. Det kan være godt at være født til sådanne værdier. Som voksen er det lettere at vælge en tradition og religion til eller fra hvis man har kendt en. Nogle synes derimod børnene selv skal vælge dåb når de er ved at blive voksne, mennesker jo er kloge, frie og elskede.

Skrevet ind i slægten.
Vi døber også barnet for at holde FEST for at vi forældre nu har fået et familieansvar: Se, nu er vi ikke mere børn! Måske er det første gang vi selv indbyder til en frokost for begge familier og venner.

Barnedåb er ”sikkerhed”.
I rigtig gamle dage skyndte man sig at døbe nyfødte børn så de ikke skulle gå fortabt hvis de døde. Det kunne være en måde at mildne sorgen over at miste det lille barn. Før vores moderne tid døde rigtig mange fødende kvinder og nyfødte børn. Så nåede det lille barn dog at være kendt af Gud som hans barn og få et navn. Så håbede man det døde barn var hos Gud. Selv om vi ikke tror på der er et sted hvor gøde går fortabt og selv om det er sjældent børn dør, så vil vi også gerne døbe for at vores nyfødte børn er kendt og elskede i verden. De er jo uendeligt vigtige for os.

Guds barn i dåben.
Udover sikkerhed, tradition og GLÆDE over det lille barn, vi har fået, døber vi børnene fordi Gud knytter sig til barnet i dåben.Under dåben siger Gud: JEG ER HOS DIG alle dage indtil verdens ende. Han siger: ”I min barmhjertighed har jeg genfødt dig til et levende håb ved Jesus opstandelse fra de døde”. DET LEVENDE HÅB er en helt vild sætning at lytte til. Det levende håb betyder vel nærmest at vi har et håb som er levende trods død. ET levende håb om LIV TRODS DØD. Gud er hos os i livet og efter livet.

Barnedåb – Frelse.
”Fri” siger jeg til mine dværgschnauzere når de må løbe frit. Så stormer de afsted! Frelse er at sætte fri, at gøre halsen fri fra en lænke. Det lille barn har ikke nogen lænke. Men barnet er alligevel allerede sat fri i barnedåben! Vi er fri og hver gang vi gør skrækkelige ting: skændes, er misundelige, lyver, svigter, er kriminelle, så sænker lænkerne sig om vores hals. Men Gud kommer og siger: Du er døbt, tro på mig, jeg elsker dig og tager lænken af dig. Hvad gør vi, mere kriminalitet? Nej, vi tænker: Jeg vil gerne blive et bedre menneske, et eller andet sted er jeg god nok, Gud er hos mig.
 



Give børnene kulturen i gave. Interview med Leon og Charlotte Burke.

Jeg møder Leon og Charlotte Burke en eftermiddag. De skal have dobbelt barnedåb af Victoria og Miles og samtidig vil de vies. De har først valgt dåb nu, efter de har fået barn nr. 2 sammen. Begge er skolelærere. Jeg vil spørge dem:

”Hvorfor har I været i tvivl om I skulle vælge barnedåb?”
Charlotte: Barnedåb har ikke været så vigtigt for mig. Jeg tænker religion er noget vi selv tager stilling til. Hver især tolker vi religionen, det vi tror på. Så kan man godt vente til børnene selv bliver store, hvor de selv tager stilling.
Leon: Jeg har ændret syn på barnedåb. Først tog jeg for givet, vi ikke skulle døbe børnene. Jeg er vokset op med et kritisk syn på religion. Jeg kommer fra Irland på min fars side, og min farmor og farfar var stærkt troende katolikker, hvilket har præget min fars, og derved også mit syn, på religion. Jeg har ligeledes været præget af en del af den negative kulturarv religion har gennem tiderne; hørt, set og læst om de dårligdomme mennesket påfører hinanden i Guds navn; alle de konflikter religion skaber. Jeg syntes også, præster taler så bogstaveligt, som om teksterne fra bibelen ikke skal tolkes eller forstås i overførte betydninger. Fordi jeg ikke tror så bogstaveligt, f.eks. på trosbekendelsen, ville jeg føle jeg løj, hvis jeg skulle svare for børnene. I min verden var kristendommen symbol på kærlighed, tilgivelse og anerkendelse; et menneskesyn.

Hvad fik jer så til alligevel at vælge barnedåb? I skal kirkeligt velsignes når børnene døbes, er det derfor?
Charlotte: Vi blev afvist at blive gift sammen med dåben af en præst, fordi jeg er fraskilt. Det var ikke let for mig han havde den holdning, det har været svært at blive skilt i forvejen. Kirken skulle jo være et sted hvor der er plads til tilgivelse og forsoning. Et sted at gå hen når det er svært. Vi har valgt dåben alligevel for at give børnene en del af den danske kulturarv og de gode værdier der ligger i kristendommen og som vi som mennesker langt hen ad vejen lever efter.
Leon: Jeg har ændret syn på dåb. Det er kommet gradvist, men begravelsen af min farmor gjorde en forskel i mit syn på mine børns dåb. Hendes børn, børnebørn, familie og venner, var forenet og samlet i den svære tid, gennem den katolske tro. Det gav dem samhørighed og trøst. Jeg mærkede det, da de læste op og bar hende ud, og jeg fornemmede de havde glæde af den kulturarv jeg ellers er vokset op med, som de ellers er så kritiske mod. Kulturen og religionen, de kendte, gav dem støtte. Jeg fandt ud af, at det er af stor værdi at vi har arvet en kultur og dermed en religion. Det vil jeg gerne give videre til mine børn. De skal omfavnes af alt det gode, også af kulturen.

Kulturarven, hvad er det? Er det de værdier vi har og tænker I de kommer fra kristendommen?
Leon: Ja, næstekærligheden, det der gør vi kan tage de rigtige beslutninger ud fra en kultur, det har vi vel bl.a. fra kristendommen. Børnene får det som en gave fra os gennem opdragelse, kristendom, de ting vi værdsætter. Sådan at hver generation ikke skal opfinde alting selv. Så kan de bruge det de har fået som de vil. Det er sjovt for, jeg tænker mennesket skaber religion. Men samtidig kan jeg tage mig selv i at blive ”vred” på ham deroppe, når der er modgang. Jeg har skam også vist taknemmelighed: Jeg takkede da vi fik børn. Vores datter hedder Victoria!
Tidligere var mit syn på religion meget præget af Nietszche. Det har ændret sig lidt efter jeg har mødt min kone, og vi har fået børn. Mine børn må gerne lære, at de beslutninger de tager i livet, tager de ud fra deres eget menneskesyn, og ikke fordi det er regler de skal følge, men jeg ønsker dem inderligt, at de også har muligheden, og evnerne, til at tro på mirakler, og have tro på noget større end dem selv.
Charlotte: Kulturarv, altså religionen hvor vi i vores kultur har mange af de kristne værdier såsom sammenhold, næstekærlighed giver tryghed og hjælper mod rodløshed. Vi kan bruge det, for det er som om det at vi er individuelle mennesker mere og mere fører til at vi kun ser os selv.

Hvad med egentlig tro, tror I selv på Gud?
Charlotte: Der er noget, tror jeg, ud over os selv. Måske en som passer på os. Jeg tror vi har en form for skytsengle.

Vi taler om at vi ikke ved præcis hvordan eller om vi tror på Gud og evigheden.
Jeg fortæller Leon og Charlotte at Jesus gav os billeder af himmelen som en fest.
Vi taler om det er vigtigt at vi hver især kan tolke hvad kristendom betyder. Jeg fortæller at Jesus altid bad mennesker selv at tænke på hvad der er godt at gøre.
Vi taler også mere om det at lide skyld, ensomhed, sorg. Jeg fortæller at da jeg var skilt og fik et barn alene, følte jeg Jesus var nær med hele sin fortælling om at han er hos mennesker som lider. Ja, tænk for Martin Luther er et kendetegn for kirke at den og Gud er der hvor der er lidelse.
Det og meget mere er brikker af de værdier der er i kristendommen også som kulturarven. Emner mennesker tænker over og som altså kan ses som en gave, man får ved dåben.

Tak til Leon og Charlotte for I ville interviewes
Kristina Nilsson




At skrive et barn ind i en slægt

Der er en fortælling som beskriver hvor meget det betyder at et barn døbes ind i en familie.
I ”Jerusalem” (både en roman af Selma Lagerlöf og en film af Bille August) kommer Ingmar hjem fra en ulykkelig rejse til Jerusalem. Han er taget derned fordi han skal redde pigen Gertrud som han har været kæreste med. Gertrud er draget derned med tossede kristne fordi Ingmar ikke giftede sig med hende men med pigen Barbro. Han var nødt til at gifte sig med Barbro hvis han skulle overtage slægtsgården. Gertrud bliver psykisk syg i Jerusalem og Ingmar tager ned for at hente hende.

Barbro er glad for, Ingmar er taget af sted. Hun har nemlig ikke villet giftes med nogen fordi hun tror hendes gener er forbandede. Hun tror, hun føder blinde åndsvage børn fordi der har været syge børn i slægten. Derfor har hun sagt til sin rige far at hun kun ville giftes hvis hun kunne få Ingmar. Hun drømte ikke om det kunne ske, for han elskede Gertrud. Så hun er ulykkelig over at være skyld i at Ingmars og Gertruds kærlighed er ødelagt. Inden Ingmar rejser, har han og Barbro dog været i seng med hinanden i ren og skær fortvivlelse og ensomhedsfølelse i deres tvungne ægteskab. Barbro føder derfor i hemmelighed et barn mens Ingmar er væk. Hun skjuler barnet, hun tror det er åndsvagt fordi det har øjenbetændelse og skriger.
Ingmar kommer hjem. Finder sit barn hos en amme mens Barbro er ude for at sige til Gertrud at hun gerne må gifte sig med Ingmar. Barbro hører,
Ingmar har taget babyen til kirken. Barbro styrter til kirken. Hun hører, præsten døber barnet Ingmar Ingmarsøn. Barbro græder og siger de ikke må døbe drengen med Ingmars navn, for det er hendes gener der har gjort drengen åndssvag. Lægen er der også og fortæller Barbro at barnet ikke er spor sygt. Det er en helt vild lykkelig ung pige, Barbro, som indser, at hun nu har et sundt barn med en mand, Ingmar, egnens store slægt, som står ved hende og drengen. Gertrud og han elsker ikke mere hinanden. Barbro og Ingmar hører sammen.

Dåben har her en kæmpe betydning til at sætte et barn ind i en slægt.