Prædikener
Læsekreds
Nørkleklub
Dåbsklude
Kirkens kor
Babysalmesang
Børnekonfirmander
Konfirmander
Kirkegården
Menighedsrådet
Seest lokalhistorie
Arkiv kirkeblade

 

Kirkekontoret:
Kirketoft 2, Seest
6000 Kolding.
Tlf.: 75 52 47 07
Åbent:
Man. – torsdag 9.00-12.00
Torsdag tillige 16.00-18.00
Fredag lukket

Folkekirken.dk
Koldingprovsti.dk

 

 

  Gud og naturkatastrofer

Det er ikke forår og opmuntring, der præger disse dage. I kirken er det tid til at gøre sig klar til påske, hvor mennesker slår Guds søn ihjel. Udenfor døre og vinduer er det stadig vinterkoldt. Og når vi tænder fjernsynet ser vi en af verdens værste naturkatastrofer er i gang på den anden side af jorden.
Japanerne må sidde i en af verdens største byer, afmægtige overfor, hvordan naturkræfter stærkere end menneskers kræfter, kan true dem med bestråling. Samfundet er tilnærmelsesvis brudt sammen, det kan knibe med at få mad, industrien ligger stille, 10.000’er mennesker er døde.
Vi forstår dem så godt, japanerne. For de er som vi: velstående, velordnede, højteknologiske. Deres katastrofe er et sindbillede på alt det, vi også roligt kan frygte. Den eneste forskel mellem os og japanerne er, at vi ikke bor i et jordskælvsområde. Men vi har også atomkraft lige udenfor landets grænser. Men nu hvor vi ser, at mennesker, som vi, kæmper afmægtige mod naturkræfterne, så tænker vi på uheld og terror, elektricitetssammenbrud.
Det kaos japanerne er midt i, den afmagt overfor at kunne miste livet og kunne skade jordkloden for 1000’er af år. Det kan godt minde lidt om Jesu afmagt og hans venners afmagt, da han bliver ført til korset i påsken. Han har forudsagt det vil ske. Men da det sker er Jesus bange. Bange for at blive udleveret, overladt til mennesker, som vil ham det ondt. Både han og hans venner taber alting, og mens det står på, taber de også kontrollen.
Jesus Kristus, Guds søn, han går under i påsken. Han dør, ydmyget på et kors. Al betydning med hans liv bliver ødelagt, og det værste er, at det ikke synes som om, Gud i himlen vil hjælpe ham.
Det er ikke mærkeligt, at Jesu venner går hjem og gemmer sig i huset sabbatten over. Hvad ellers kan de gøre end at søge ly for de magter, som har taget alt fra dem, og som måske også kan arrestere dem?
Der er lige så giftigt og håbløst som i Tokyo, selv om det er på en anden måde. Disciplenes murbrokker og giftige klima er en verden, hvor de nu må stå ansigt til ansigt med den fejltagelse det var at følge Jesus. Deres familier har måttet klare sig uden dem, de har prædiket en fremtid i Guds rige, men Jesus er død og mørket har magten.
Faktisk så jeg en ung japansk mand sige i tv: ”Jeg levede bare mit liv og var lykkelig. Nu er alting anderledes”. Ja, for han levede med velstand og arbejde, familie og venner. Intet truede ham, end ikke jordskælv, for Tokyos højhuse kan svaje som siv for vinden og dog stå fast. Teknologien giver megen velstand og sikkerhed.
Men hvis fortvivlelsen er så stor i Tokyo og langs den japanske kyst, der er skyllet i havet. Og hvis fortvivlelsen var stor, da Jesus var død. Da Gud ikke greb ind hverken her eller dér, hvordan kan det da være, at påsken både er vores trøst og håb?
Først og fremmest fordi i Jesus død –og i håbet om hans opstandelse, dér i kan vi spejle vore liv. Og når vi spejler vore liv i Jesu død og håber på hans opstandelse, så har vi et meget troværdigt billede af, hvem og hvordan Gud er her i verden.
Gud i verden er skjult. Han viser sig i et menneske, Jesus. Et menneske som lider og frygter, tror og håber som os. Det gælder indirekte også nu: Gud i verden er blandt os, når vi modtager hjælp fra mennesker, og når vi giver hjælp til mennesker. Gud er i verden i al lidelse, men også i al kærlighed. Ulykker og død, mord og naturkatastrofer findes også i verden. Gud forandrer ikke noget af det. Naturen går naturens gang, det regner og solen skinner både over retfærdige og uretfærdige, som Jesus selv sagde det.
Så vi skal ikke lede efter Guds vilje i naturkræfterne eller i det onde. Men derimod i livskraften, i kærligheden, og i det at sætte det andet menneskes liv højt.
Hvordan kan jeg dog sige det, at Gud er i livsviljen og i det at sætte det andet menneske højt? Ja, at Gud er i kærligheden?
Det er netop det, Jesus viser os med sit liv og sin død.
Konfirmanderne og jeg så en film om Jesu lidelse og død. Jesus bliver helt og aldeles maltrakteret i den film (”The Passion of the Christ”). Men mens Jesus er på vej til Golgatha med korset på ryggen, og han kryber af sted mere død end levende, siger han til sin mor: ”Se, jeg gør alting nyt!”. Sætningen er absurd på det sted. Han har tabt, alle hans venner har tabt. Men alligevel er det gennem dette kæmpe nederlag, at han gør alting nyt. Og det gør han! For han viser Guds plads i verden. I en grænseløs kærlighed og medliden men mennesker, ofrer han sig selv til os. Han giver alt hvad han har i sig.
Er det et pejlemærke for os, når vi ser det læk der er i gang fra atomkraftværket i Fushijama og som vi i skrivende stund ikke kender omfanget af? Er det en trøst?
Knapt nok for vi er helt magtesløse. Men alligevel: vi kan tro på Guds medliden, måske nærmest rædsel over, at vi har leget med naturen i en sådan grad. Og vi kan håbe på, at vi som enkelte mennesker ikke er glemt af Gud, selv om vi skulle komme af dage ved noget lige så rædselsvækkende.
Påsken handler jo om mere end lidelsen og døden. Den har også troen og håbet om genopbygningen. At mennesker som i Tokyo finder en løsning på, hvor de evakurede kan bo, at vi helbreder de syge, hvis vi kan. At vi giver genopbygningsstøtte og hjælp. At vi gennemtænker nøje, hvor vidt det kan gå med atomkraft. At vi elsker hinanden.
Jesus opstandelse er et håb om, at Guds søn lever. Midt i blandt os. At han lever i Gud. At sandheden om os og Gud er i fortællingen om Jesus. Vi kan ikke pege Gud ud og sige: dér er han! Men vi kan tro han er midt i blandt os med sit ord og sin kærlighed. Han er her ikke i person men i Ånd. Guds Ånd.Somkan være i os også.

Kristina Nilsson 16. marts 2011