Prædikener
Læsekreds
Nørkleklub
Dåbsklude
Kirkens kor
Babysalmesang
Børnekonfirmander
Konfirmander
Kirkegården
Menighedsrådet
Seest lokalhistorie
Arkiv kirkeblade

 

Kirkekontoret:
Kirketoft 2, Seest
6000 Kolding.
Tlf.: 75 52 47 07
Åbent:
Man. – torsdag 9.00-12.00
Torsdag tillige 16.00-18.00
Fredag lukket

Folkekirken.dk
Koldingprovsti.dk

 

 

 

Inger Hvindenbråten er Seest og Ødis nye sognepræst.
Vi har bedt hende fortælle lidt om sig selv:

At komme som en fremmed…

I to måneder har jeg arbejdet som sognepræst i Ødis og Seest, og det er jeg så glad for! Der er meget nyt at sætte sig ind i, men jeg håber, jeg vil lære det hele efterhånden. I hvert fald er det hyggeligt at blive taget så godt imod, så det er jeg meget taknemlig for.
Jeg tror, det at komme som nordmand i Danmark, altså være en fremmed, er med til at bevare min ydmyghed over for mit arbejde og de mennesker, jeg møder. Efter 18 år som præst, har jeg jo efterhånden megen erfaring. Men i et nyt land, med et nyt sprog og ukendte skikke og traditioner, er jeg alligevel uerfaren.

Jeg håber, I vil fortælle mig jeres fortællinger, hvad enten det er i forbindelse med dåb, konfirmation, bryllup eller begravelse – eller i det hele taget, når vi mødes. Jeg føler mig beæret og berørt når mennesker vil give mig lidt af sin livs fortælling, til trods for at jeg kommer som en fremmed i de fleste anledninger.

Jeg ønsker jo at have respekt for de lokale traditioner, og lære hvordan man gør ting her i Danmark. Samtidig kan det være sjov med noget nyt også, og jeg har lige fået med mig menighedsrådet i Ødis på et lille forsøg i forbindelse med dåben. I Norge er der mange præster der løfter dåbsbarnet op og viser det frem for menigheden efter at det er døbt, og det havde jeg lyst til at prøve også her. Så nu i efteråret har to barn blevet løftet op og vist frem i Ødis.

Det vigtigste - det at være med til samtaler om Gud og om livet med mennesker, at være til stede for de mennesker som ønsker at have en kirkelig ramme om de vigtige begivenheder i sit liv, at måske få bidrage til tro og håb – det er i hvert fald det samme.
Så tak for at I tager imod en fremmed – og jeg håber, vi ikke vil forblive fremmede for hinanden i lang tid.


Fra Gjøvik til Finnmark

Jeg havde arbejdet som præst i Tromsø nogle år, indtil jeg blev spurgt om at arbejde i stiftet, som teologisk rådgiver for biskop og råd. Stiftet, som hedder Nord-Hålogaland, og er det nordligste stift i Norge, består af Troms og Finnmark amt, samt Svalbard, og er et utrolig mangfoldigt og geografisk meget stort område. Jeg boede meget smukt, omgivet af hav og høje bjerge, som jeg havde udsigt til både fra min stue og mit kontor. Man kan ikke lige tage bilen og køre til nabobyen – det tager i så fald mange timer! Nej, for at komme rundt i stiftet – noget jeg fik megen anledning til, på møder og rejser med biskoppen – skulle man normalt fly. Og skulle vi for eksempel rejse fra Tromsø til Kirkenes, kunne det ske at vi havde 7 stop undervejs, da flyet skulle forbi 7 byer langs Finnmarkskysten, inden vi var ved målet for rejsen. Det var en ny virkelighed for mig, som var opvokset på Gjøvik, to timer nord om Oslo! Men det var flot og spændende, og jeg lærte og oplevede rigtig meget. Der kom jeg altså også som fremmed til en landsdel jeg ikke kendte, til sprog- og kulturforskelle, specielt knyttet til den samiske befolkning (urbefolkningen i nordområderne).
Min første erfaring med at komme som en fremmed, var dog allerede da jeg begyndte i min første stilling som præst. Da var jeg nemlig præst for døve og hørehæmmede, og skulle bruge tegnsprog at kommunikere med. Det var også en ny verden, en ny kultur og et sprog som fungerer helt forskelligt fra det talte og skrevne sprog.Nu kommer jeg altså som en fremmed for tredje gang, til jer.


I Norge siger man: ”Det er deilig å være norsk i Danmark!”

Og det er da sagtens også. Indtil for to og et halvt år siden, var mine erfaringer med Danmark som så mange af mine landsmænds, nemlig som et dejligt land at komme til på ferie, med god mad, hyggelige byer, fine strande, og mange hyggelige og gæstfrie mennesker.
Så blev mit liv ændret: gennem et usandsynligt lykketræf mødte jeg Terje, som blev min mand. Han boede i Vejle, havde sine tre døtre og hele sit liv der. Og hvis jeg ville have ham, skulle jeg altså flytte til Danmark!
Jeg bestemte mig hurtigt, og forlod mit liv i Tromsø i Nord-Norge for at komme hertil. Det var en stor omvæltning, men min eventyrlyst (og kærlighed!) var så stor, jeg mente, alle hindringer kunne overvindes.

Jeg glæder mig til at møde jer! Inger Hvindenbråten