Prædikener
Læsekreds
Nørkleklub
Dåbsklude
Kirkens kor
Babysalmesang
Børnekonfirmander
Konfirmander
Kirkegården
Menighedsrådet
Seest lokalhistorie
Arkiv kirkeblade

 

Kirkekontoret:
Kirketoft 2, Seest
6000 Kolding.
Tlf.: 75 52 47 07
Åbent:
Man. – torsdag 9.00-12.00
Torsdag tillige 16.00-18.00
Fredag lukket

Folkekirken.dk
Koldingprovsti.dk

 

 

 

Præstens blog

17. januar 2017
Præstens præk
For tiden er det lettere at være aktuel og politisk i en prædiken. Jeg er ellers næsten aldrig særlig politisk for ikke at gøre de sure som mener noget andet…
Men fordi vi i samfundet taler om vigtige værdier i livet, så springer der værdier lige ud af bibelteksterne og peger på emner i virkeligheden: Trump, Barack Obama, frygt for fremtiden, frygt for konflikter. Hvad skal vi stille om med det? Teksterne om Jesus handler rigtig ofte om ”du skal være som den, der tjener”, ikke være udemokratiske. Jesus sigervi ikke skal frygte men tro, det vil være godt i en urolig tid og Jesus siger, vi skal gøre det gode. Det er kommentarer til virkeligheden. Når Jesus sidder i templet som barn og er en flink skoledreng og dog samtidig er ulydig overfor Maria og Josef, så er det nærliggende at tale om de vilkår vores børn og unge har. De bliver jo nærmest støbt sammen med uddannelsessystemet. Nu er det ikke fordi, Jesus taler om at børn skal bruge fantasi og være fri. Men alligevel: Jesus siger vi voksne skal være som børn for at komme ind i Guds rige.

Menighedsråd, kan de lede, eller er de lede?
Der sker meget i sognet. Vi har jo fået et nyt menighedsråd. Så er præsten altid bange: hvad nu, kan de nye medlemmer lede sognet uden at ride rundt på paragrafferne og lege direktører overfor de ansatte? Og heldigvis!! Vi har fået et fantastisk menighedsråd. Rådet består af forældre til skolebørn, en håndværker, nogle som kommer i kirken, pensionister, og vores formand Jonas Christensen er 28 år og rigtig dygtig!
Der bliver også nok at tage fat på. Vi drømmer om bedre faciliteter for graverne, vi drømmer om at lave endnu en god FESTIVAL den 20. maj 2017. Vi taler om måske at lave møder hvor KRISTENDOMMEN og NATURVIDENSKAB er tema osv. Men der er også alle de mange ting vi PLEJER.

Krig eller fred?
I min læsekreds kom vi til her hen over vinteren at læse så meget om KRIG. Vi læste både om 1. og 2. verdenskrig og 2 bøger om de moderne krige i Afghanistan og Syrien. Det er næsten for meget men det er også af betydning at tale om det. Carsten Jensens bog ”Den første sten” er en virkelig god roman om hvad krig gør ved os. Der sker det i romanen at danske soldater forsvinder –faktisk er det fordi de har en gal officer, som har lyst til at lave sit eget ”game” i krigen. De andre danskere forlader derfor lejren og tager ud i det egentlige Afghanistan og møder krigen. Den er rigtig godt skrevet. Og JA den er uhyggelig men det er ikke for at svælge i lemlæstelse men for at vise os krigens vanvid.
Hvem kaster den første sten?
Efter at have læst den roman og Puk Damsgårds bog om Syriens krigen fra 2013, ”Se solen græder”, har jeg tænkt meget på hvor grænsen går for indblanding i andres konflikter og hvor grænsen går for hvornår revolution giver mening. Det er nok et af de sværes spørgsmål at stille? Var det bedre at være blevet ved Assad, som ifølge Puk Damsgård er en undertrykkende diktator? Han er der stadig, nu med et helt smadret land…

Disney, Luther og Amacing Grace
Nå men ikke mere jammer. Vi lever jo så meget bedre her, så min arbejdsopgave en af de nærmeste dage er at skrive et lille teaterstykke til børnekonfirmanderne om ”Frost”, en disneyfilm fra 2013. Jeg glæder mig til at se filmen, som jeg ikke kender, og digte over den. Vi skal bruge forestillingen til fastelavn hvor vi har børnegudstjeneste.
Konfirmanderne, Camilla (konfirmandlærer) og jeg har det også sjovt. Vi har lige været klædt ud som munke og dømt Martin Luther og næste gang vi ses, skal vi til Aros og Moesgård på udflugt. Det er fantastisk, vi har mulighed for at vise dem Danmarks to bedste museer. Vi skal ind i oldtiden og den moderne kunst.
I øvrigt er det LUTHER år. 500 år siden, han satte 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg for at fortælle om de misbrug, han så i den katolske kirke. Hvad er der med ham Luther? Han gjorde to FANTASTISKE ting. Det ene er, han oversatte bibelen fra hebraisk og græsk til TYSK så almindelige mennesker kunne læse den (vi fik en oversættelse af Christian den 3 i 1536, da reformationen blev indført i Danmark). Den anden FANTASTISKE ting han gjorde, var han gav os blik for Jesus og Guds AMACING GRACE (som Barack Obama har udødeliggjort igen ved en begravelse af myrdede sorte). Den FORBLØFFENDE NÅDE er den erkendelse at alt godt vi har er tilgivelse. Tilgivelse betyder vi kan komme videre når vi eller andre svigter. Og GUDS TILGIVELSE er den NÅDE vi må gå hen til, når vi ikke kan tilgive hinanden og vi må give Gud opgaven.

Kristina Nilsson
 

16. december 2015
Julen og ”Bad Santa”
Lige nu er vi alle sammen optagede af julen. Det er egentlig sært og dejligt at vi moderne mennesker er så optagede af at holde højtid. Planlægge juledage, bage, købe, pynte, tælle ned, se særlige juleprogrammer, gå til koncerter og i kirker, ja selv de unge kan man se med sjove nissehuer og nisseøl. Vi er i slægt med mennesker til alle tider, for vi lægger fornuften lidt væk og lader følelserne guide os til: at give (for) fine gaver, glæde os, sørge over mistede mennesker, forspise os, føle os ensomme, hvis vi ikke har en julefamilie.

I kirken er vi helt med. Jeg øver mig på lange Selma Lagerlöf fortællinger, juleaften skal min mand og søn være ”gæst” ved børnegudstjenesten klædt ud som den mest amerikanske cola-julemand for at tale med mig om hvem vi egentlig fejrer, ham eller Jesus. Krybbespil er klar, Rasmus Seebachs julesang om fred i vor store lille verden er på den gamle projektor og meget mere. Graverne fortvivler over dryssende juletræer og organisten har nok allerede spillet ”Vær velkommen Herrens år” en 20-30 gange.

Men juleaften forstummer det hele når vi lander julen og hører at det største i verden er et lille ubeskyttet barn som kommer med et budskab lige så vigtigt, skrøbeligt og værdifuldt som det lille barn. Det bliver dejligt!

I Seest er de fleste med på alt det her. Konfirmanderne ville gerne se Dickens Julehistorie om onde onkel Scrooge der i gyserfortællingen bliver hjemsøgt af juleånder, som fortæller ham at han snart vil dø og blive en hvileløs sjæl hvis han ikke kommer i et ordentligt næstekærligt julehumør. Så det kommer han heldigvis! Bagefter talte konfirmanderne og jeg om vi kender sjove julefilm. Jeg elsker faktisk en af de værste: Nemlig ”Bad Santa”, fordi julemanden der er en helt anløben fyr. Måske er det lidt sådan at præster ikke er så glade for julemanden. Ikke at han er en konkurrent men alligevel… Bad Santa tager bl.a. en lille drengs slikjulekalender og spiser alt slikket…

Nous somme toutesl´hommes” – Vi er alle mennesker
Det nye år kommer. I kirken har vi ansatte, kollegaer, kirkegængere og til samtaler talt meget om flygtninge og om terror. Vi er meget uenige. Men to ting tror jeg de fleste er enige om, når vi tænker efter: alle er vi mennesker. En god kollega vil prædike over det nytårsdag: ”Nous somme toutesL´hommes”. Vi er alle mennesker. Det må vi aldrig glemme. En flygtning er først og fremmest et menneske, en muslim er først et menneske. Det er vigtigt, så vi ikke en dag kan se flygtninge som en underklasse, en udefrakommende trussel. Lidt lige som vi skal huske ikke at se romaer som undermennesker fordi de tigger. De er mennesker som vi. Vi er som dem. Den anden ting jeg tror vi kan blive enige om hvis vi tænker efter: Nok er islamisk stat en trussel. Men det er en fanatisk religiøs sekt, som ønsker dommedag. Og en sådan sekt har ikke mange tilhængere. Den er for livsfjendsk. Også for de fleste muslimer.

Lad os håbe det nye år ikke giver os flere sår og sorger på det her område. Og lad os håbe vi finder ud af at løse nogle af de internationale problemer sammen.

Det nye år i Seest glæder vi os til. Det bliver rigtig sjovt at vi en 28. maj skal holde kirkefestival. Vi har lejet en scene, Basim kommer, der kommer bands fra musikskolen og vores egen jazz trio. Brugs, Bryghus og bager vil sælge pølser, øl, vand og kager. Silas Holst holder et foredrag om mobning. Der kommer tryllekunst, morgensang, borgmester osv. Der bliver gratis adgang, scenen kommer op at stå oppe ved kirken.
Det bliver en dejlig dag, der er mulig på grund af mange frivillige og ansatte ved kirken.

Kristina Nilsson
 

19. juni 2015
Om sommeren drømmer vi om fremtiden


Først sendes konfirmanderne af sted.

Da jeg st. bededag sagde god vind til 42 konfirmander, var det en af årets største festdage, altså at de blev konfirmerede. Jeg prædikede om Frankenstein. Om hvordan mennesker i den moderne tid digter om et liv uden Gud til at styre den skabte verden.. Da Mary Shelley skrev Frankenstein (1816), tænkte hun på hvad vi mennesker kan skabe selv. Liv til det døde? Tja, Frankenstein kunne, men han var ikke herre over psykologien og miljøet omkring sin skabning. For monsteret blev ondt at mangel på kærlighed fra mennesker! Så et liv hvor vi selv skal sætte moral og af os selv være kærlige kan ende skidt… Konfirmanderne fik derfor konfirmandordet: ”Større kærlighed har ingen, end den at sætte sit liv til for sine venner”. Faktisk giver jeg det ord hvert år, fordi det er så spot on.

Frankenstein eller Jurrasic Parks ”Indominus Rex”, som jeg lige så i bio, det er noget af det samme, det handler om. Der gyser vi også over at skabe det, vi ikke kan kontrollere. Den reptil er også bange for sine omgivelser og dræber dem. Så vi tænker stadig over moral – endda overfor naturen.

Nå men efter konfirmanderne, begyndte den stille tid. Ganske vist skulle vi lige lave 2. pinsedag gudstjeneste nede ved Nicolai Scenen. Det var godt. For vores egen organist, Theis, havde samlet et lille rock band, 4 forskellige nydanskere læste trosbekendelse på andre sprog. Børn byggede og væltede babelstårnet og bagefter var der pølser fra Caféen.

Vi skulle også lige lave en vandringsgudstjeneste den selv samme tirsdag, hvor det regnede og piskede og blæste. Øh ikke ligefrem drømmen om en sommer. Men vi gik en tur og holdt gudstjeneste med harmonika og madkurv i sognehuset.

Men så kommer vi til sagen: om sommeren drømmer vi om fremtiden.
Vi drømmer om at lave en kirkefestival den 21. maj 2016. Den er på papiret og på vej til puljeansøgning. Vi skal have en scene på plænen. Der skal være en kendt sanger, der skal være en kendt taler. Der skal være rockmusik også med lokale kræfter, der skal være sjov for børn, der skal være mad at købe. Det er Theis, organistens, idé.

Jeg tænker også på ensomhed. Hvordan vi kan tale om den i Seest sogn. Jeg har lige skrevet om ensomhed i kirkebladet. Om min egen ensomhed, som virkelig var slem for nogle år siden. Det at være alene med store livsopgaver, eller være alene uden noget at lave, eller være alene og ikke blive set af nogen som helst. Det rammer mennesker i alle aldre. Både unge, gamle, midaldrende som mig. Jeg vil invitere jer der kender ensomhed til en snak om, hvordan det er, eller hvordan vi har brudt det. Ikke for at fjerne ensomheden, det er svært, men for at gøre den tydelig, for at vi tør tale om den og tør trøste hinanden.

Nu kommer de 6 ugers ferie og så starter sæsonen. Så er der fuld skrue i kirken. Vi skal have besøg af Per Larsen. Sådan noget glæder vi os til.

Hav en god sommer!
Kristina Nilsson
sognepræst
 

6. november 2014
Vintersæson – Tid til alt det indre!

De indre ”dæmoner”
Konfirmanderne har netop budt vintermørket velkomment med halloweengudstjeneste. På kirkegården mødte de mange børn både dansende levende døde med gazemasker, en sær snemand, (oppustelig stående i en projektør) med gåder og uhyggelige slikposer i gummihandsker. Men i kirkedøren stod heldigvis engle med lys og dannede indgang. De sagde ”frygt ikke”. Inde i kirken opførte andre konfirmander et Draculadrama, så en ung pige blev bleg af kærlighed, dansede med Dracula til Theis ”dødevals”, døde med et kys og blev vampyr. Men så kom gamle Oleg og han vidste, at kors og fadervor får det hele til at forsvinde.
Jeg fortalte derefter alle børnene at det overnaturlige ikke er til men at vi dyrker det, fordi vi frygter det mørke, det onde, døden ”dæmonerne”og fordi vi drages af skyggerne i os selv. Kristendommen er religionen, der fornuftigt beroliger med at Guds verden er den virkelighed, vi kan se i dagslys og at Jesus giver os lys og kærlighed. Kærlighed og lys vil han give os selv hvor døden er og hvor skyggerne i os trænger til at forsvinde.
Børnene var nu slet ikke bange, det var konfirmanderne noget ærgerlige over. Vi tror der var for meget dagslys. SÅ næste år…

Kirkegården er Seest største kirkerum!
Mennesker her glemmer ikke deres døde. Kirkegården er i høj grad kirkerum i Seest. Her kommer vi op, ser til de døde og taler lidt med graverne Jonathan, Betina og medhjælperne Camilla og Martin om årets gang, liv og død. Graverne er vores opmuntrende sjælesørgere. Vi tænker meget over kirkegårdens betydning her fordi så mange holder af den. Kolding TV har lige optaget en lille sogne-tv udsendelse, som snart kommer ind at ligge på hjemmesiden her. Jeg håber 1. graver Jonathan har fået sagt hvad han fortalte os ansatte til et personalemøde:
”jeg ser mit arbejde som forsøg på at skabe forbindelse mellem de levende, de døde og det evige ved at skabe skønhed her på kirkegården. Man kan sige, at netop her er forbindelsen mellem de levende og de døde virkelig brudt. For man står ved et gravsted. Forbindelsen er kappet. Men ved skønhed forsøger vi at forvandle forfald til noget der har stor værdi, der rækker ud over afstanden”.
Alle helgen gudstjenesten giver fuldt hus. Seest KirkeTrio spillede på gulvbas og saxofon til organist Theis arrangement. Den trio alene er værd at gå i kirke for… De kommer igen 3. søndag i advent.

Kristendom med nye tanker
-”Afsked med almagten”

Jeg og mange andre i kirken tænker over hvordan vi samtidig kan være fornuftige darwinister og tro på Gud. En udfordring er begrebet at Gud har al magt. At han skulle være den, som er magten i alt det, der sker. Problemet er især: hvorfor giver Gud så så forskellige vilkår til mennesker? Sådan fremstår Jesus slet ikke. Han virker som den, der ønsker det skal gå alle mennesker godt. Han taler aldrig om at sende en svær skæbne over nogen f.eks. Teologen Lars Sandbeck har skrevet en lille bog hvor han forklarer hvordan vi som nutidsmennesker kan tro Gud uden at tro, han har og bruger al magt. Den kan læses, selv om man ikke er teolog.

– Teologisk laboratorium
Maja Lomholt–babysalmesanglærer og teologistuderende- lavede et teologisk laboratorium med os forleden. Her gik vi rundt ateister, troende og tvivlende og talte om lykke. Hvad er lykke?
Det er et nyt tiltag i Folkekirken at indbyde mennesker, som ikke er kirkelige eller specielt troende, til samtale om vigtige menneskelige temaer. Det var sjovt! i gik rundt mellem hinanden alt efter hvad vi svarede til nogle spørgsmål og så snakkede vi med forskellige om spørgsmål om glæde og venskab, lykke, karriere. Der var ingen facit.

Kager og jul – showtime for børn og præster
Så er det kalorie tid! På mandag skal vi spise til sogneeftermiddagen. Sønderjyske kager. Frivillige er i gang med at bage. Der bliver også spist kager nede på Vestervang på Holbergsvej. Her har frivillige året rundt gang i diakoni. Der mødes beboerne hver torsdag til dejligt kaffebord og snak, ja lur mig om de ikke skal have en rigtig julesnaps og sild…
Så bliver det snart gløgg tid med lucia ved alle vore glade og vilde korpiger. Jeg er begyndt at tænke på al julehalløjet. På hvilke genfortællinger skolebørn skal have og det stædige æsel som skal komme på uanmeldt besøg til børnegudstjenesten juleaften. Jeg kender det, det taler kun om sig selv.
Have en god mørketid. Til januar begynder en ny sæson med mange ting. Bl.a. børnekonfirmand, vi får besøg af Naser Khader. Ja, se i kirkebladet!

Kristina Nilsson
sognepræst

 

24. juni 2014
I kirken har vi sæsonarbejde!

Efter sommerferiens lidt døsige kirkeliv så kommer der ”gang i den”. Vi vil på en gang have: udflugter og vandringsgudstjenester, skolestartsgudstjenester og konfirmandopstart. Så går det over stok og sten indtil graverne kan se frem til at den ekstremt travle ”granpålægning” går i gang i oktober. Og mens det farer afsted ser vi engang imellem op og ser helt frem til julemåneden med et hav af englevinger.

Når tempoet er højt er plejer ikke død, men nytænkning må der til!
Det kan være svært at tænke nyt når vi døber og begraver, holder møder om roser og John Mogensen, læser romaner og laver konfirmandgudstjenester. Men der er ting at tænke over:

Bare der kom flere i kirke!
Siger vi. Vi vil også i menighedsrådet holde en inspirationslørdag hvor gudstjenesterne er en ting på programmet. Det er faktisk ærgerligt der ikke kommer flere. F.eks. havde vi den sjoveste aftengudstjeneste med lilletromme og trompet hvor vi talte om krig og spillede musik til. Det var både skægt og havde dybde fordi krig er så frygteligt. Det er værd at samles og høre lidt om krigens mekanismer når vi både kan se tilbage på krige og har krige i gang i verden.
Jeg tænker meget på, jeg gerne vil tale med jer om gudstjenesten så det endnu mere bliver VORES gudstjeneste. Derfor har jeg skrevet i kirkebladet:

Hvis du har lyst til at være med til at forme temaet i en søndagsgudstjeneste, hvor teksterne er bundne men emnerne er mange, så er du velkommen til at vi laver et lille gudstjenesteværksted.
Skulle du/I have lyst til det: det kan også være dåbsforældre eller bedsteforældre, så er i velkomne til at ringe til mig 61626099, det kan bare være et par uger før en gudstjeneste, så kan vi mødes og se hvad vi i fællesskab kan få ud af teksterne.

Kirke – også for IKKE-kirkegængere.
Seest er måske et sogn som i høj grad er kirke for den som ikke går i kirke: fordi man godt kan være nørklepige, sogneeftermiddagsdeltager, kirkegårdsgænger og holde af kristendommen eller føle sig kristen uden at gå i kirke. Det er den stemning vi skaber her: menneskelivet er det sted hvor Jesus ord leves. Gud, hvordan han er, det kan vi tale frit om. Det at være kristen er at være døbt og knyttet til Jesus fortælling, liv og død. Det kan man være på mange måder!
Men Seest Kirke er et spændende sted! Når vi vandrer til gudstjeneste ved klatreparken, når vi til halloween vil inddrage kirkegården for børnene sidst i oktober, når vi har en jazz præget trio til høst og alle helgen. Eller når jeg i min prædiken spørger: Når verden er blevet til ved evolution, hvor er så Gud i verden?

Kristendommen når dybderne!
Til november kommer Niels Malmros og fortæller om ”Sorg og glæde”. Tænk jer et tema: kan en ægtemand tilgive sin kone at hun i psykose har slået deres barn ihjel? Jesus lader Gud tilgive. Det er vildt! Det synes i hvert fald altid konfirmanderne: Gud kan da ikke tilgive sådan noget! Helt derinde hvor livet virkelig gør ondt der har kristendommen sine inderste hemmeligheder. At tilgivelsen kan forløse.

Den nyistandsatte præstebolig.
Måske har I set at min præstebolig er blevet renoveret. Det ønskede provstiudvalget og menighedsrådet var med på den og har lagt et kæmpe frivilligt arbejde i at få det udført med arkitekt, håndværkere, planlægning og meget mere. Jeg selv og min familie var genhuset. Det gik alt sammen fint og nu er min bolig virkelig flot. Men det bedste er nu at den er tæt. Selv her om sommeren kan vi mærke at det ikke trækker gennem sprækker, døre og vinduer. Så Folkekirken passer på sin ejendom – som I jo er med til at finansiere! Tak fordi det betyder jeg kan bo fint her lige op ad kirken og sognehuset. Efter høstgudstjenesten kan man komme ind og se boligen i forbindelse med der er gratis kirkefrokost i sognehuset.

Sognepræst Kristina Nilsson
 

5. november 2013
Kirken lever, men den er tom.

Seest sogn bugner med arrangementer. Børn løber ud og ind af sognehuset, mens der spises lasagne. Jazztrioen presser sig selv ind i et hjørne, for at en fyldt kirke af pårørende kan se præsten læse, når vi fejrer alle helgen. De frivillige sludrer i køkkenet, mens organist og kasserer sidder side ved side på kontoret for at lave deres kontorarbejde. Graverne presser sig sammen i frokoststuen under grandækningen i rusk og regn, og menighedsråd og præst går rundt om præsteboligen for at se, om murene slår revner eller taget er utæt.

Men lige nøjagtig om søndagene. Kl. 10.30 når klokkerne kimer og kalder, så er der ret tomt i kirken. Det er ikke helt sandt, for der er den ene baby efter den anden og en hel flok familiemedlemmer, som fylder kirken. Heldigvis! Men nede bagved, der hvor den tapre skare skulle sidde, er der kun en lille flok.

Kirkegængerne er blevet færre. Ja, og det gælder også, hvis klokkerne bimler kl. 19.00, og Theis, Jytte, Jonathan, Camilla og Borgny eller Kristina har lavet en dejlig aftengudstjeneste. Med temaer lige fra stille tanker, kunst og musik til dramatiske novelle genfortællinger. Så er kirken alligevel næsten tom. Til sommer skal vi endda have ”livsvandringsgudstjenester”, altså skovtur fra kirke og tilbage.

Vi ved godt, folk ikke har så megen tid og lyst til at sidde på kirkebænke. Det har jeg heller ikke selv, hvis jeg skal være ærlig. Altså tid, for jeg kan godt lide at sidde en time i tanker og følelser i kirken. Men det er lidt ligesom, når man skal til en fritidsaktivitet, og man ikke rigtig orker. ”Åh jeg er træt”. men når man så alligevel ta'r derhen: til boldspil eller bridge, bibliotek eller biograf, så går man friskere hjem.

Sådan er det også med aftengudstjenesterne og de særlige gudstjenester! Der er lækker musik og indre, spændende temaer. Prøv engang at tage herhen og se, om ikke vi faktisk kan glæde dig (og bagefter er der kage…).

Højmessen er måske mere en bunden form at møde op til. Gamle salmer, gamle tekster. Men også to præster, som virkelig prøver at få tekst og tema til at tale med OS. Os nutidsdanskere, som tvivler, som ser tv, som er optagede af sundhed og skyld, glæde og alle mulige forestillinger om ”det der er mellem himmel og jord”. F.eks. synes jeg det er dejligt at prædike om TV. ”Gift ved første blik” og ”Mit publikum”, der er nok af spændende tv. En anden god ting ved højmessen er, at den er mind-full. Her kan du og jeg sidde og tænke over livet, med stikord og musik leveret, i et smukt rum, som taler med 2000 års gamle kloge stemmer.

Jeg håber, du kan mærke, at jeg ikke siger det for at klage mig? Kirken er støvet, men det er et støvet SKATKAMMER. I kisten er både fortvivlelse og fryd og 2000 års tanker om liv og død og evighed.

Kristendommen lever, men troen skal tvivles.
Jeg møder så mange kloge dåbsforældre! Som præst kan man ikke blive andet end stolt, fordi vi alle tænker over livet og døden, kulturen og værdierne. Uanset hvilke job vi har, og næsten uanset hvilke interesser vi har, så har vi en dyb forståelse for de liv, vi lever.

Der er en åbenhed overfor at tale om religion og tro. Og ikke mindst til at nævne: tvivl og ateisme. Og hvordan skulle vores tro kunne være blind eller sikker? Vi ved godt, at det ikke er Gud, som sender sygdomme og stormvejr. Det ordner naturen selv. Vi ved godt, at Gud hverken greb ind i Auschwitz eller valgte Nordeuropæere til at leve som jordens smørklat. Gud leder vi efter andre steder: til at trøste os, til at give håb om evighed, til at fortælle om det fantastiske menneskeliv. Vi ser også Jesus indflydelse, på den måde vi lever: vi er frie til at tage ansvar. Livet er vigtigere end loven. Osv. Det er ting han har lært os!

Jeg læser en bog, der hedder: ”De gudsforladtes Gud” af Lars Sandbeck. Den handler om: at ateister og tvivlere har lettere ved at se den inderste kerne i kristendommen: Nemlig at Gud lod sig slå ihjel på et kors. Gud døde. Det at Gud døde passer godt med, at vi har svært ved at se ham ”i aktion”. Gud har, skriver Sandbeck, stillet sig ved siden af os med vores tvivl og vores ateisme. Ja, Jesus råbte på korset: ”Min, Gud! Min, Gud! Hvorfor har du forladt mig!”. Han råbte vores tvivl! Så når vi senere hører, at han er hos os i døden og gennem døden til opstandelse, så er det et budskab om, at gennem denne verdens gudløshed og død vågner kærligheden og livet på trods af følelsen af meningsløshed.

Jul og vinter er på vej. I julen fødes Guds kærlighed til mennesker, lige fra hyrder til konger, ind i verden og lover fred på jorden. Det bliver det godt at høre, når vi sidder stuvede i kirken den 24. og and, gås eller steg er stuvede i ovnene. I de her dage tænker jeg på, hvem, som skal besøge børnegudstjenesten. Jeg har tænkt på julemanden, men jeg tror konkurrencen bliver for hård. Han vinder markedsandele. Og jeg kan jo ikke så godt stå at sige, at han aldrig har levet… Desuden er jeg ved at øve krybbespil med 2. A. Da jeg spurgte om juleevangeliet er sket eller eventyr. Så sagde de kloge børn: noget er nok sket, andet er fortalt af nogle der troede det. Det er ikke let at se forskel. Børn er KLOGE og lærer noget må man sige. Faktisk så tror jeg, de bliver dygtigere til at forholde sig til virkelighed og fantasi, end vi er.

Sognepræst Kristina Nilsson

 

21. juni 2013
Kære sognebeboere, og du som besøger bloggen.

Nu er det sommer, sidst i juni. Hvad laver vi så ved Seest Kirke? Graverne, Jonathan, Bettina og Heidi har haft kamp med ukrudtet. Organisten Theis har haft samlet Seest Kirke Trio, super dygtige jazz musikere, til gudstjenester, sammen med sanger Jytte og børnekoret. Kordegn Inger holder alle bolde i det samme jonglørnummer, menighedsrådet har set på økonomi og tænker på at renovere min præstebolig.

Hvad laver præsten så? Jeg har lavet efterårets kirkeblad sammen med menighedsrådet, jeg planlægger børnekonfirmander og konfirmander med Simone, vores lærer, og jeg læser en masse bøger i min fritid. Bl.a. om hvad der gør moderne digte, som Naja Marie Aidts, ligeså fantastiske som rimede vers som Inger Christensens. Og så har jeg danset zumba!

Zumba, det var på vores stiftskursus for præster. Arrangørerne tænkte vi skulle være sunde, og vi skulle tale om sygdom og sundhed. Så de havde bl.a. inviteret en sporty zumbainstruktør som fik 100 præster og ægtefæller op at bevæge sig - i festtøj og hæle, EFTER vi havde spist festmiddag. Det var hårdt og sjovt, mange af os gik hele tiden den forkerte vej. Til sådan et kursus laver vi gerne grin med os selv. En morsom præst spillede ”præst som ikke orker årets julebørnegudstjeneste”. Hun kom sukkende ind på scenen i præstekjole med en masse oppustede lange balloner. Så begyndte hun at fortælle juleevangeliet sådan træt og uengageret. Hver gang hun nåede til en ny person eller et nyt dyr i fortællingen, lavede hun et ballondyr. Hvergang det samme dyr: en hund. Så Maria var hund, englen, Josef, æslet, kongerne. Alt sammen hunde. Og da hun til sidst nåede til ”en hærskare af engle” sukkede hun dybt og lavede ballondyrene meget hidsigt og kylede dem efter børnene… det grinede vi meget af. Ikke fordi vi ikke kan lide julen, men fordi det kan være SVÆRT at skulle underholde alle de børn med evangeliet.

Nå men det med sundhed og sygdom. Det er lidt spændende, for det er jo oppe i tiden, at mange tænker, vi med mindfulness, positiv tænkning og de rette spise og motionsvaner næsten kan helbrede os selv. En forsker på præstekurset fortalte, hun havde undersøgt, hvad syge mennesker tror om deres sygdomme. Mange tror, de ved psykiske processer kan arbejde for at blive raske. Vi talte om, at det er forbløffende, at mange tror på, at alvorlige sygdomme (det var kræft, de fejlede) kan gå væk med positiv tænkning. Vi talte om, om folk så ikke kommer til at føle sig skyld i deres egne sygdomme, hvis det ikke lykkes at blive rask.

Som folkekirkekristen synes jeg, det er mere naturligt at tænke, at det fysiske hører vores skabte liv til, biologien. Og at ganske vist kan vi være sunde og glade, men sygdomme og døden i sidste ende er vi ikke herrer over. Derfor er det vel bedre at modtage sit liv og leve med det, som det er, og så prøve at få det bedste ud af det med sig selv og andre. Det taler Jesus om, vi skal, han taler ikke om mindfulness. Især det med de andre kan blive et problem, hvis vi tror, vi hver i sær skal kunne heale os selv med positive tanker.

Der er jo mange coache, som holder foredrag eller skriver bøger om det. Selvhjælpsmarkedet er meget stort. Så der er nok mange, som tænker det er muligt at få et bedre liv med positiv tænkning. Jeg gør det jo også, når jeg løber eller prøver at se problemer fra den lyse side. Vi talte om, om vi skulle booke et foredrag om det, men da en foredragsholder gerne ville tale her om: ”jeg tænkte mine åreknuder væk”, så er det for langt fra den opfattelse af livet, kristendommen rummer i sig.

Hjemmesideudvalget i kirken talte om, at det var dejligt, hvis folk kunne skrive til os på hjemmesiden. Det er for omfattende at etablere. Men man kan altid maile mig: krn@km.dk, med kommentarer.
Vi glæder os til efteråret, det gør vi altid. Simone og jeg skal have 38 konfirmander! Vi skal lave nogle små videoer med dem til hjemmesiden har jeg tænkt mig, hvis jeg kan finde ud af det med hjælp fra Steen, vores dygtige hjemmesidemand.
Vi skal også gå et par ture, for det var rigtig rigtig godt sidste sæson midt i vinteren at tage en tur i Hylkedalen. Selv om nogle pludselig havde slidt skoen helt i stykker, og der blev givet mange vaskere.
Vi får besøg af en ældre dame, Arlette Andersen, som var i Auschwitz under krigen. Hende skal vi høre til en sogneeftermiddag, og det bliver fantastisk. Hun ønsker der kommer unge, så konfirmanderne og 9. klasse på Bakkeskolen kommer. Vi skal have besøg af tv-værten Mikkel Beha, det bliver efterårets største arrangement, spændende. For børn har vi en masse gudstjenester. Uhyggelige til alle helgen og mere sprælske dagen før skolestart. Med lasagne bagefter.

Jeg vil gerne slå et slag for mine og min kollegas aftengudstjenester og særlige gudstjenester. Der er der altså kød på! Det kan være en genfortælling af en roman, eller kunst vi ser på. Og musikken af organisten er virkelig noget at komme efter!
Nå, nu hav en god sommer! I er altid velkomne til arrangementer og gudstjenester, og Borgny Brünings-Hansen og jeg står jo selvfølgelig til rådighed for samtaler.

Sognepræst Kristina Nilsson
 

11. februar 2013
Fra Big Bird til frivillige - Seest Kirke har fået mange nye ansigter.

Nu er det fastelavn, og ”BigBird” fra ”Seseme Street” og ” Muppet Show” har været i kirken. Den hellige Ånd var steget ned i den stakkels fugl. Vi havde fået en fin dragt af ”Big Bird”, men Helligåndsduen lignede den ikke så meget.. Men hvad gør det?Vores nye organist, Theis Reinsvang, sagde: ”Hold da op, Muppet Show-sangen til gudstjeneste…” Men koret og han sang og spillede den på ”klassisk” vis.

Man kunne spørge: ”Hvad laver en tegneseriefugl i kirken? Sådanne ”teologiske” spørgsmål må jeg stille mig selv om, når jeg bakser med replikkerne til præsten, som møder fuglen. Hvordan og hvorledes kan børn og voksne komme til at forstå og tro på Gud? Hvordan kan det gøres forståeligt, at Gud både viser sig i mennesket Jesus, i en due (alias ”Big Bird”) og i ORD?
Kirkens inderste væsen: Gud og hans budskab, det er ikke sådan lige at oversætte til børn. Det kommer let til at skure i ørene som naivt eller barnligt, og bruger jeg humor, kan Gud blive KOMISK.
Men selve oplevelsen af, at 100 af nutidens børn og voksne vælger at komme ind i den 800 år gamle kirke med det 2000 år gamle budskab. Det fortæller, at der er mere at hente i kirken end ”Big Bird”.

Hvad er der så at hente i kirken?
Vi sidder 15 præster ude i Bramdrup Sognegård for at bevæge os ind i det inderste spørgsmål: Hvad er det egentlig Jesus død giver os? Det lyder ikke så muntert og måske lidt støvet, men det er vigtigt i kirken. For hvorfor blev Gud et menneske og døde?
Det er der kommet mange forklaringer på. Den gamle er, at vi mennesker skylder Gud vores liv, og alligevel vil vi ikke skylde det til ham. Vi hverken tror på ham, eller lever som gode mennesker, sådan som det har været fra Adam og Eva spiste det forbudte æble. Gud sender så sin søn til jorden for at få os på bedre tanker. Det mislykkes, men Guds kærlighed til os er så stor, at han i stedet selv tager skylden ved at dø.

Der er bare det ved det, at det kan lyde lidt uvedkommende også. Jeg kender kloge mennesker som siger:
”Skyld og ansvar det må vi selv tage os af, det kan vi da ikke overlade til en eller anden Gud”
Derfor sidder vi teologer og bakser med at finde ud af, hvorfor det er, at Jesus død alligevel er så vigtig for os. Én ting som forekommer tydelig er: at vi mennesker ikke selv let kan håndtere skyld og krig, had og ondskab, misundelse, lidelser, død. Uanset hvor meget ansvar vi tager, kan vi ikke klare det hele selv. Vi kan kæmpe mod det, som er slemt menneske sammen med menneske. Og det går også ofte godt. For vi mennesker ved godt, hvad der er godt at gøre. Det er bare ikke altid hverken let eller overskueligt eller muligt. Krig f.eks. er skidt, men krigen forsvinder ikke ved den udtalelse. Vi elsker også selv at være i grupper, udelukke de anderledes, sikres os mod andre, kæmpe for at klare os. Vi slås jo også for retfærdighed.

Men Gud i Jesus ville vise os noget ved at dø i afmagt. Jeg kan forklare det med Harry Potter:
Onde Voldemort hverken vidste eller forstod kærlighedens styrke og væsen, og derfor kunne han ikke vinde over Harry Potter med magt. Kærligheden i Harry Potters verden var mere kraftig end den kraftigste besværgelse. Harrys mor stillede sig engang ind foran Harry. Det reddede hans liv, hun ofrede sit. Og den kærlighed den holdt på magisk vis Harry urørlig for Voldemort. Da Harry ofrer sig til Voldemort til sidst, tager det al kraft fra Voldemort, han kan ikke slås imod kærlighedskraften.

Sådan tror vi det også i kirken. At når kærligheden, barmhjertigheden får tag i nogle mennesker, så må retfærdigheden og ondskaben vige. Det er en trossag, men det er det, Jesus død og Guds opstandelse er et tegn på. Uanset hvordan vi ellers tror det, så vil fortællingen fortælle os det.

Nå men nok om det. Seest sogn – de nye ansigter:
Vi har fået mange nye ansigter i Seest Kirke. Det er både de nye menighedsrådsmedlemmer, og det er flere frivillige medarbejdere. Det er helt fantastisk, at så mange har lyst til at være med – og det er en udfordring, fordi vi med alle de nye tænker nyt om mange ting.

F.eks. har de nye menighedsrådsmedlemmer og stedfortrædere med det samme smøget ærmerne op, og kommer med gode ideer: At vi skal lege, når vi har børnearrangementer. At vi skal lave bedre reklame. At vi kan lave pølser på bål, lave et møde med sønderjysk kagebord og meget mere.

De mange frivillige er også godt i gang. De vil gerne sy luciadragter, de vil gerne give en hånd med kor og børnekonfirmand børn o.s.v.

Vi er også ved at etablere et ”kirkeband”. Ikke et der skal sende orglet på pension, men et til de anderledes gudstjenester. Saxofon, bassist og organisten på klaver. Det bliver spændende at se, hvad det kan gøre ved en udendørsgudstjeneste eller en alle helgen gudstjeneste.

Ideerne blomstrer, men der er selvfølgelig også gang i kirkens centrale arbejde. F.eks. har graverne skulle rydde sne mange gange i vinter, så folk kunne komme i kirke, attesterne skal skrives og alting skal planlægges. Det lykkes kun fint, fordi de ansatte ved kirken arbejder godt og engageret sammen, og fordi menighedsrådet bruger deres fritid på det også.

Sognepræst Kristina Nilsson

 

1. juli 2012
Peter AG, spøgelser og ”menneskefiskere” ved Seest Kirke.

Jeg prøver at gøre den som ”menneskefisker” i de her måneder.
Jeg lægger gåseøjne om ordet ”menneskefisker”. I skulle jo nødig tro, jeg forsøger mig som Jesus discipel i lang kjortel og ”Jesussandaler”. ”Gåseøjne”- ved I for resten, at unge mennesker har døbt dem ”pædagoghåndtag”? Det så jeg , da jeg skulle skrive konfirmationstale. Børn og unge de forstår at lave sjov med ”de voksne”.
Men altså:
Jeg ”menneskefisker”. For vi har valg til menighedsrådet til november. Og da nogle går ud, vil vi gerne have andre friske ”fisk” i menighedsrådet. Så jeg har spurgt både friske forældre og friske midaldrende med interesse i kirken, om de ikke vil være med til at drive og udvikle Seest Kirke og sogn. Nogle vil gerne ”bide på krogen”, men jeg kender jo ikke alle jer, som kunne være interesserede.
Derfor vil jeg opfordre jer:
særligt gerne unge, forældre og andre, som stadig er på arbejdsmarkedet til at komme og høre om menighedsrådsarbejdet. Det eneste det kræver, er, at du er medlem af Folkekirken (dåb giver indmeldelse), at du bor i Seest sogn eller er sognebåndsløst, og at du er interesseret i Folkekirkens liv og forkyndelse.

Peter A.G. kommer til Seest Sognehus.
Vi har 2 aftenmøder om menighedsrådsarbejde til efteråret. Det ene er onsdag den 10. oktober, hvor Peter A.G. fra Gnags kommer og fortæller om ”Kunsten og det sansende menneske”, om at være til stede i en moderne verden. Peter A.G. er kirkeligt interesseret i Folkekirken, og han taler derfor også om religionens og kirkens betydning – eller dens mulighed for at få betydning i vores tid. Det andet møde er et orienteringsmøde om menighedsrådets arbejde 11. september kl. 19.00. På det møde er der også mulighed for at opstille en liste over kandidater til menighedsrådet.

Og hvad har vi så gang i?
Menighedsrådet har lige sat gang i børnekonfirmandhold. Det lyder måske ikke som om, det har bred interesse, men det gør noget ved sognet. At 3. klasser går herop hver onsdag eftermiddag for at være kirke. Vi har ansat en lærer med kristendom på linje, Simone, til det. Hun og børnene kommer herop og lærer os noget om børn og tro ved at være her og lave sjove ting her.
F.eks. ser jeg frem til efterårets halloweengudstjeneste 7. nov. Her håber jeg, at 3. klasserne får os til at se spøgelser og andre overnaturlige ting. Forrige år måtte Jesus mane nogle grimme konfirmand-zombier i jorden.
Og når jeg ser tilbage, har menighedsrådet, de frivillige og jeg lige haft en udendørsgudstjeneste indendørs. Vejrguderne var ikke med os, men det var den kristne Gud, tror jeg. Vi havde i hvert fald en rigtig dejlig sommergudstjeneste med børnekor, ungdomsband med mere.
Hvis du vil være med heroppe, er der: nørkleklub, studiekreds, sognemøder, ad hoc kor, babysalmesang, frivilliggruppe, kor. Ja, vi er ved at blive tilknyttet en besøgstjeneste i de samvirkende menighedsplejer, som evt. besøgsvenner og besøgstrængende kan melde sig til.Vi har også temagudstjenester om aftenen med fortælling, musikgudstjenester med mere.

Men det hele er ikke aktivitet. Sognepræsten sidder jo helst med ansigtet i en bog eller to. Nogle gange er det teologi, men i dette forår, har jeg læst om Holberg og oplysningstiden. Så I kan risikere at høre om pudrede parykker og fornuft her ved Seest Kirke.

Vi skal sige farvel til vores organist Yvonne Larsen. Hun skal til Esbjerg og være organist. God orgelvind, Yvonne! Vi vil savne dit engagement. Indtil november har vi gjort et ”Fund” ved at ansætte organist Carsten Thomsen i vakancen.
Vi ses efter ferien 13. august til skolestartgudstjeneste, hvor vi leger: ”skole i gamle dage”. Og hvor vi skal på sogneudflugt til Søndervig sandskulpturpark.

Sognepræst Kristina Nilsson

 

30. september 2011
Gang i sognehuset. Seest som Danmarks brændpunkt.

Da Poul Erik Skammelsen holdt foredrag i sognehuset forleden, fortalte han om den mærkelige følelse det er at tage til et af verdens brændpunkter, f.eks. krige i udbrud, mens alle andre end journalister og nødhjælp rejser i huj og hast ud af landet i krig. Det fik mig til at tænke på, da Seest var Danmarks brændpunkt nov. 2004. For som så mange andre skulle jeg også ind til mit hus efter børn og andre ting, mens kvarteret var ved at blive evakueret. Det var ret syret at gå imod strømmen hen mod de små eksplosioner, mens buschaufførerne sagde, der var undtagelsestilstand i Seest, taxaerne ikke ville køre ind, og folk var på vej ud.
Så her i Seest har vi da også oplevet den gyngende grund. Poul Erik Skammelsen fortalte, at hans familie kan finde på at sige: ”Åh nej Poul Erik, du skal ikke komme hjem, så sker der bare en katastrofe her”. Så den aften han var i sognehuset i Seest, lavede vi sjov med, at den nedstyrtende satellit forhåbentlig ikke ville vælge ham… hvad blev der egentlig af den?
Det var en god aften med den ”Mr. News”, der var fuldt hus i sognehuset og lækre snitter. Vi er også begyndt at få mange frivillige, som er med til at få arrangementerne til at køre helt prof´agtigt.

Seest beboere befolker Seest Kirke og Sognehus
De nye tiltag i sognet blomstrer: nørkleklubben og lokalhistorisk arbejde præges hverken af præst eller af menighedsråd, men af sognets beboere som har lyst til at lave noget sammen. I lokalhistorisk arbejde var vi nede på stadsarkivet. Tænk dernede er adskillige fine kasser med fortællinger, billeder, optegnelser, avisudklip fra flere 100 års historie i Seest og omegn, som gæve folk har samlet og stadsarkivets frivillige har registreret. Man kan få lov at læse i det hele dernede. F.eks. læste vi, hvordan under svenskekrigene i 1650´erne Seest blev raseret. Hvordan der stod slag ude ved Gelballe i 1848-50, og vi læste om, at høstfesterne i Seest blev holdt på Bondebjerg (der hvor Apostolsk Højskole ligger i dag). Der var også en fortælling fra Lejrskov, om en kvinde i 1800 tallet, som forgiftede sin mand, og som til straf blev halshugget på en mark derude. Mens vi sad og hyggede os med det, lavede Dedenroth Skov kaffe til os.
I studiekredsen har vi det også vældig fornøjeligt. Vi har læst digte om Johannes V. Jensen, som står i USA og ikke aner, hvorfor han rejser verden rundt for at finde ro i sit jeg, mens vandmasser og et forsinket damptog holder ham fast i begyndelsen af det 20. århundrede.

Kulturer også kirke
I Seest Kirke lever det kulturelle og folkelige side om side med det kristelige. Alt skal ikke handle om kristendom, men spørgsmålet er, om der ikke er kristendom i alting. Konfirmanderne og jeg finder i hvert fald emner om kristendom i actionfilm og Harry Potter. F.eks. er det i den kristne tro og kultur: Kærligheden som overvinder alt. Det gode er stærkere selv end døden. Og det står i modsætning til adskillige actionfilm, hvor det Onde er mægtige kræfter fra det ydre rum.

Kirkestrid
Der har været megen ballade de sidste måneder, fordi vores nabosogn nu kun har præster, som ikke vil vie folk, som er fraskilte, altså præster med en fundamentalistisk bibeludlægning. De 3 herrer er i mindretal i Folkekirken (de er også imod abort og kvindelige præster, erotik udenfor det første og eneste ægteskab), men det er vigtigt, at vi andre præster og kirker fortæller folk, at vores kristentro har et helt andet forhold til det moderne menneskeliv. Så længe jeg er præst ved Seest Kirke, vil forkyndelsen her handle om, at kristendommen først og fremmest er en fortælling om, hvad den inderste sandhed er med vore moderne liv. Nemlig: at Gud er til i sin fortælling om, at hans kærlighed er stærkere end døden. Han sætter sit liv og sin magt bad det. Vi har mange spørgsmål at stille: hvorfor kan vi ikke se Gud? Hvorfor er der ondt i verden? Hvorfor taler Gud ikke nu men kun gennem mennesket Jesus i oldtiden?  Det er helt relevante spørgsmål! Svarene er delvis at finde ved at acceptere, livet er sådan, og at vi må lytte efter den levende Gud i hans ord og i livet, hvor det lykkes og blomstrer trods smerte og død.

Præstorlov
Jeg har orlov fra mit job 3 måneder fra 1. oktober. Det er en uhørt luksus! Jeg skal 2 ting: læse: dansk. Jeg er i gang med de mest fantastiske romaner: ”Huset Buddenbrooks”, f.eks. En fortælling om en tysk borgerfamilies storhed og fald i slutningen af 1800 tallet. Den skal vi læse i studiekredsen en dag! Og jeg skal læse teologi: Jeg vil læse nogle moderne teologiske bøger om, hvordan vi kan opfatte begrebet om Gud i vores nutid, hvor vi godt ved, han ikke sidder på en sky og ”slynger lynets pil” som der står i en salme 

Kristina Nilsson

 

20. juni 2011
”Hva, præst arbejder du bare en time om søndagen?”

Lad mig slå fast med det samme: præstearbejdet er et dejligt job. Vi arbejder fuld tid lige som andre, men jeg har i høj grad frihed til at vælge de områder, jeg vil sætte min arbejdskraft ind på. Hovedopgaven er at forkynde evangeliet. Og det kan man jo gøre på mange måder.
F.eks. lave halloweenbørnegudstjeneste med konfirmanderne. Tale om død og liv og overtro med dem, mens vi klæder os ud som mumier. Eller når jeg har samtaler ved livets overgange: dåb, konfirmation, vielse, død. Så hører jeg efter, hvad der rører sig i mennesker nu og taler med dem om, hvad kristendommen kan betyde i deres sorg eller glæde. Jeg holder temagudstjenester, her taler jeg måske om kirkens historie, genfortæller romaner eller udlægger Grundtvigs salmer, så det sætter tankerne i gang om, hvad liv og kristendom er og har været.
Seests Kirkes omfattende kulturelle mødevirksomhed er også et led i forkyndelsen. For kirken er også fællesskab og åndsformidling. Så sogneaftener med en journalist om verdens brændpunkter, eller en eftermiddag med en fængselspræst giver meget nyt at tænke på. Forkyndelse, undervisning, samtaler og det at lede gudstjenesten med dåb og nadver er det vigtigste præsten laver.

Men der er meget andet. Nu sommeren over måtte jeg lave konfirmandprogram, læse bøger til min studiekreds, lave kirkebladet her, sende breve ud om sæsonens første børnegudstjeneste. Vi har haft planlægningsmøder blandt personale, i menighedsrådet, blandet provstiets kollegaer. Jeg har været på kursus om at have børnekonfirmander, fordi vi snart skal starte det op. Præsten er en slags leder, men det skønne er, at vi leder visioner. Så det kan alene blive teamledelse.
For at have fantasi og inspiration er det meget vigtigt for mig at læse og følge med. Litteratur, teologi, avisartikler om samfund og naturvidenskab. Præsten skulle gerne være er reservoir af mere viden og flere vinkler på tingene. Nogle præster på det, andre på at være gode til det psykiske eller til det åndelige. Men jeg er altså orienteret om mere direkte faglige områder.

Jeg er nok en meget nutids-orienteret præst. For det vigtigste for mig som præst er, at den forkyndelse jeg formidler kan tros med en moderne forstand, uden man behøver koble den fra. Det at være kristen betyder alt for mig, men det er fordi, Gud giver den bedste mening i verden. Det er ikke en Gud som sender rullende torden fra bjergene, eller som vil mennesker skal leve efter gamle regler. Det er en Gud som er her i sit Ord og sin Ånd. Som taler, fortæller og opmuntrer os, og som siger: du skal ikke dømme men elske, for jeg dømmer ikke dig.

I min fritid svømmer jeg og læser rigtig meget. Jeg læser dansk på universitetet, jeg er alene med 3 drenge. Livet er alting værd! Det er en gave.

Kristina Nilsson

 

16. marts 2011
Seest Sognehus – med en selvforståelse som Peterskirken i Rom.


”Salen” kalder vi vores fantastiske store møderum i vores splinter nye Seest Sognehus. Det er som om, alle omkring Seest Kirke er vokset 50 %, fordi vi har fået et sognehus. Både mængden af mennesker, som kommer til tøndeslagning og morgensang med rundstykker, men også mængden af arbejdsglæde, iderigdom, størrelsen på sognet og medarbejdere… hæ, eller ikke mængden af betalte medarbejdere. Det er noget af en udfordring: at få gjort rent og stillet kaffe klar, at have et hus folk kan gå ind og ud af uden en masse medarbejdertimer.
Vi ”fisker” derfor efter frivillige, lige så snart vi ser et menneske, som er interesseret i sognet: mødre (fædre) til at lave lasagne, tidligere medarbejdere til at hjælpe med bordopstilling. SÅ skulle du få lyst til at være på en frivilligliste, også bare for at hjælpe en sjælden gang imellem, så er du velkommen til at ringe til mig… man kan også fiske i sin blog!
Det er ellers en superindvielsessæson vi er i gang med. Til indvielsen talte både borgmesteren og provsten om, at de er glade for, sognehuset er tænkt til at kunne udlånes til kulturel aktivitet for alle i Seest (når kirken ikke selv bruger salen). Det manglede bare! tænker vi. Vi forvalter jo et hus, som er alles. Dog kan man ikke holde egentlige private fester i huset. Der er mange som har spurgt mig: kan vi leje huset til fest? men, selv om det vil være dejligt, så tror vi nok, det vil slide lige lovlig meget på huset. Og vi kunne jo også kun låne det ud til én konfirmationsfest pr. år alligevel, så det kan man ikke.
I aften kommer Buk-Swienty og fortæller om ”Dommedag Als”. Der er 80 tilmeldte, så vi skal rigtig sætte op og købe ost og rødvin, og vi skal have av udstyret til at virke… konfirmanderne ved, at det kan være indviklet for en midaldrende præst.
En anden fantastisk ting ved sognehuset er, at børn som kommer ind, straks indtager det. De små leger gemmeleg og leger på gangene. De store sætter sig i hallen i sofaerne, og børn i alle aldre slænger sig på gulvet, der er opvarmet. Huset er vildt børnevenligt!, og det har vi slet ikke overvejet!
Jeg talte til indvielsen og sagde: ”Når jeg står i sognehusets sal, har jeg det som paven i Rom, som står i Peterskirken.. Og en lutheraner spørger: er det her marmorhvælv virkelig til Guds ære? .. paven må så tænke på, hvordan pengene til kirken kom fra afladsbreve og opdagelsen af guld i Amerika. Ja, og på at han tyv stjal kobbertaget på det unikke oldtidstempel, Pantheon, i Rom til de snoede kobbersøjler på højalteret. Jeg behøvede bare svare konfirmanden, som spurgte mig: ”Øh, hvem har betalt det her sognehus, er det kommunen?”. ”Nej”, svarede jeg. ”Det har alle medlemmerne af kirken, altså du selv!””.
VI tænker jo på at lave sykreds og lokalhistorie. Flere børneting. Men især det med morgensang med rundstykker en times tid en torsdag formiddag om måneden. Det vil jeg gerne anbefale! Også selv om man ikke er vant med Seest sogn. Her er lejlighed for at få en snak, se hvem vi er, synge et par sange og høre en historie.
I min studiekreds –hvor vi er ca. 9- læser vi næste gang Markusevangeliet som litteratur. Det glæder jeg mig til. Og derefter. Guldagers bog ”Ulven”. Det er dejligt med studiekreds! Mens jeg læser om Markus, har jeg brugt en ny bog af en universitetsteolog, som hedder Geert Hallbäck: Det nye Testamente ”En lærebog”. Det er en virkelig god indføring i Det nye Testamentes tilblivelse, forfatternes intentioner med skrifterne, den historiske niveau med mere. F.eks. tænker vi altid, at evangelierne er det ældste billede, vi har af Jesus. Men det ældste billede er faktisk nogle hymner (sange) og breve i Det nye Testamente, som beskriver, hvordan de første kristne har mødtes for at lovprise Jesus Kristus, og som har set Jesus som en guddommelig person, der snart kom tilbage og holdt dom over verden og skabte Guds rige til de troende. Altså nøjagtig lige så karismatisk, som i helt nye sekter i vores tid, som tror den døde leders snarlige genkomst (fx Scientology, den ikke særlige rare sekt). Først da Jesus samtidige er ved at dø ud, bliver kristendommen orienteret om at være en religion, som lever i verden, og som altså udfolder, hvad Jesus sagde om at leve i verden, ja lader 4 forfattere beskrive det, de hver især tror. Bogen kræver man kan lide at læse fagstof, men den er for alle og kan anbefales!
Jeg har sat en prædiken ind på hjemmesiden. Om Gud og naturkatastrofen i Japan her i marts. Her forsøger jeg at beskrive, hvordan Gud kan være af betydning for os, selv om han ikke blander sig i naturkræfterne. Ja, hvor er han i verden, når alting ser så sort ud. For Gud er jo mildest talt skjult. Det er i det hele taget en spændende samtale: Hvor kan vi se Gud? Luther svarede: Kun i Jesus Kristus! Det er af betydning. For at tænke Gud skjult, så han har en skjult mening med historiens gang, med lidelsen f.eks. Det tror jeg bestemt ikke. Det er alle ikke enige om. Men det er ikke mærkeligt, for vi kan jo ikke skue Gud.
Påsken nærmer sig, som hvert forår. Her har vi vores Gud. Det er helt utroligt! Vores Gud lider og dør som et menneske. Og hvorfor? For at vise os, at han er med os i lidelsen, og at kærligheden til ens venner står over livet selv.

Kristina Nilsson

 

11.dec. 2010
Præstens vinterblog.

Konfirmanderne og jeg har lige leget hekse, som fremmanede ”Gedemanden” og hans djævle. Mumier kom der også frem, bag alteret. Konfirmanderne havde kæmpet en sand kamp med toiletpapir og gaze, så de kunne se creepy ud. Det var til halloween-børnegudstjenesten. Børnene så nu ikke så bange ud, udklædte som de var som skeletter og djævle. Men Jesus manede også alle døde gespenster tilbage til de døde. For vi kristne tror simpelthen ikke på døde gengangere! …selv om jeg måtte sige til børnene: ”bliver I alligevel bange, så bed fadervor, og råb Jesus navn efter draculaerne”.

Der er mennesker som synes, kirken ikke skal tage halloween ind. Men der er tradition fra middelalderen om at tage kampen om i kirkespil mellem den onde og Gud. Så bliver den onde udstillet som en fjærtende og dum taber. Jeg fortalte om middelalderen i Thit Jensens udgave til fortællegudstjenesten. Romanen ”Stygge Krumpen” viser malende, hvordan kampen mellem Gud og død og Djævel hørte kirken til for 500 år siden. Jeg tænker også på, at alle vore gudstjenester sender den onde ud: ”Vi forsager djævelen og alle hans gerninger”. Så halloween, som er en gammel dag for de døde, som bliver levende, er fin i kirken.

Ellers har vi nok at gøre med at drømme om Seest Sognehus. Vi har holdt møder om nye tiltag, vi har prøvet stole, vi arrangerer den store åbningsfest, og vi taler om, hvordan huset kan lånes ud. Indvielsen bliver den 27. februar kl. 10.30. ALLE er velkomne. Et nyt tiltag bliver morgensang med kaffe og rundstykker en torsdag om måneden. Det glæder jeg mig til. Alle er også velkomne der. Vi er spændte på, hvor mange som vil spørge om at låne huset.

Vores kirkegård er snart blevet det mest levende sted ved kirken. Vores nye graverteam og deres medhjælpere har en travl men også dejlig hverdag. Gravpyntningen når endnu engang nye højder i kreativitet. Den nyeste medarbejder Tine Bihl, som er på halv tid ca., hun skal være ”pedel” i sognehuset. Vi er rigtig glade for at have 3 friske udadvendte folk: Jonathan, Craig og Tine. Når vi holder personalemøder, så skulle man tro det var en større virksomhed med al den kreative samtale og latter. Ikke mindst fordi også præst Harry Sørensen, som er pensioneret, men frisk som en havørn, er tilknyttet kirken indtil juni 2011.

Vi synes sognet trives. Til sogneeftermiddagen med borgmesteren fik vi rigtig gjort ham opmærksom på vores hverdag. Og vi var også mange forsamlet om Vestindien. Studiekredsen læser Stygge Krumpen og vi skal se film den sidste gang.

Nu er det snart julekrybbespillenes tid. Det er super at en 2. klasse i år vil spille. I det hele taget er Bakkeskolen altid med på samarbejde. Godt klaret, for som jeg hører i skolebestyrelsen, så er Folkeskolen blevet et sted, hvor skolen har travlt med at måle og veje børnene i læsning og koncentration. Og de bliver let fundet for lette.

Jeg synes Folkekirken har en mission: at give mennesker nogle værdier, nysgerrighed og tro på, at liv, kærlighed og fantasi. Fordi livet og verden er en gave. At det er vigtigere at have lyst til at lære end at kunne læse i børnehaveklassen. For nok skal vi kunne klare os globalt, men vi har brug for mere fordybelse og bedre værdier end blot at kunne mestre et bestemt arbejde og en bestemt uddannelse.

Jeg håber, vi alle får en god vinter.

Kristina Nilsson

 

13. maj 2010
Sommer 2010

Gamle præster og masser af fortællinger

Kirken er sæsonarbejde. Måske ikke helt ligesom en jordbær- eller æble- sæson, men alligevel: Når konfirmanderne tripper lidt svimle ud af kirken store bededag, og vi har haft vores skovtur ovre i Seest Præsteskov, så er det tid til at gøre ”høsten” op og tænke på en ny sæson efter sommerferien.

Selv har jeg haft megen glæde af, til en sogneeftermiddag, at fortælle om sognets berømte søn, nemlig Christian Bartholdy, Indre Missions formand gennem mange år. Den brave og skarpe missionsmand er god for mange sjove fortællinger. F.eks. ville han kun komme til missionsjubilæum i Seest engang i 70’erne, hvis han måtte nyde sin gode cigar ved mødet. Det var imod god skik, men man gjorde en undtagelse, selvfølgelig. Jeg mødte også forleden Seest Kirkes tidligere præst, pastor Storebjerg. Han kunne fortælle, at Bartholdy kunne være en meget kritisk kirkegænger, som gerne kommenterede bramfrit, hvis han fandt prædikenen tynd. Pastor Storebjerg og hans familie havde i det hele taget et travlt præsteliv her i Seest. Alle arrangementer foregik inde i præstegården, og hvor den nye kirkegård ligger, var der dengang marker.

Denne vinter har jeg igen tænkt meget over og læst meget om, i hvor høj grad vi lever af fortællinger. Pastor Storebjergs børn fortalte f.eks. om, hvordan de havde boet i præstegården: ”Her var systue”, ”Her var juletræet, kan I huske det”. ”Her holdt far møder”, ”Her var lillebror bundet til lindetræet, fordi mor havde travlt. Folk kunne se det ude fra vejen”. Når man hører sådanne fortællinger, vælder billeder frem i en, og verden –nu i min præstebolig, bliver større og anderledes.

Der er en ny fortælling, som er ved at blive fortalt uden for mine vinduer, nemlig fortællingen om vores nye sognehus. Hver dag sker der nyt: gulvet er blevet støbt her i går, med gulvvarme og det hele, som blev lagt i forgårs. Jeg kan se, vi får en kæmpe stor sal, hvor sognet kan holde møder for mindst 100 mennesker. Så nu er vi begyndt at digte nye fortællinger om, hvordan vi skal gøre huset til et hus for hele sognet. Måske vi skal lave små moderne andagter med rundstykker bagefter? Eller samle en gruppe, som vil lave mad efter børnegudstjenester?

I min læsekreds har vi fulgt Leif Davidsen i ”Limes billeder” fortælle os et drama med den militante venstrefløj som skurke. Vi har læst Dorrit Willumsen om Dronning Elisabeth, Christian d. 2.s fine og trofaste unge dronning fra Gent, som døde i en alder af 26 år. I Kolding Kirkehøjskole, tre lørdage nede i Nicolai sognehus, har vi set moderne kirkekunst og hørt om 2000 års bibelhistorie.

Nogle af de bedste fortællinger foregår i kirkerummet. Til vielser og begravelser, hvor menneskers liv bliver fremlagt og vævet sammen med Guds fortællinger. Alligevel er kirkegangen lige nu lidt for nedadgående her i Seest. Faktisk har det været tæt på messefald (aflysning) ved flere 9 tjenester. Det er ikke gudstjenestegang, som danskerne forbinder med at være kristen. Det er snarere fortællingerne omkring livets og årets højtider, der gør mennesker til kristne: dåb, jul, vielse o.s.v. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, for det er altid godt at høre Guds fortællinger, tænke over sit liv og synge i kirkens rum. Men sådan er det lige nu, og det betyder heldigvis ikke, at mennesker er ligeglade med kristendommen i øvrigt.

Faktisk har vi i Danmark og i det øvrige Nordeuropa en god tradition for, at kristentroen er noget, som først og fremmest leves gennem vores almindelige liv. Jeg har fortalt om H.C. Andersen i vinter. I hans fortællinger væves troen på Guds evighed, engle, godhed sammen med de liv vi lever. På én måde naivt og fromt, men ikke uden løftede pegefingre. Det er en slags barnetro, som digterens personer og skabninger bare lever i, ligesom når vi lever vore liv og af og til strejfer Guds fortællinger om livet.
Men selv om kristentroen lever i vore liv udenfor kirken, har menighedsrådet og jeg besluttet til efteråret at aflyse 9 tjenesterne for i stedet at lave temagudstjenester og flere børnegudstjenester: anledningsgudstjenester som mærkedag for danske udsendte soldater, børnegudstjeneste til halloween, eller temaer som musik- og fortælle- gudstjenester.

Hav en god sommer.
Kristina Nilsson, sognepræst
krn@km.dk

 

19. november 2009
Tempo på kirken – eller: den flygtende julegris.


Efteråret ved Seest kirke er fuld af opgaver. Konfirmanderne har lige danset en musikvideo-dans til U2 ”Magnificent”. Vi har opført den til en ”freestyle” gudstjeneste, hvor de 15 årige blev set af 300 andre 15 årige. Lettere grænseoverskridende! Vi havde næsten ikke nogen forberedelse, så det var super, at de turde danse, være engle og være hårde drenge. Dansen handlede om, at når mennesker har misbrugt hinanden, er det stadig kun kærligheden, der kan ”heal such a mark”. Jesus omfavnede med sine engle både ofre og gerningsmænd i dansen. Helt 70ér agtigt var det. Hæ, jeg måtte ganske vist hente drengene nede bagved, da de skulle på scenen, mumificerede i sej udklædning, men de gjorde det! Vi gentager dansen til familiegudstjenesten 1. søndag i advent.

Vi har jo nemlig fået et nyt lydanlæg i kirken. Bose- og bas – højttalere og 8 mikrofoner i brug samtidig. Så U2 vil fylde rummet den 1. søndag i advent! Til april skal vi have et Mozart foredrag med musikeksempler. Og nu kommer vi til at kunne høre ordentligt, når Maria hvisker til englen, at hun er bange, og når Josef ikke tror, Gud er far til barnet. Både børnehaver og skole laver krybbespil til julegudstjenesterne.

Jeg er ved at læse om Christian Bartholdy. Han ligger ovre på Seest Kirkegård. Jeg skal fortælle om ham på vores decemberældremøde, hvor vi skal på en lille kirkegårdsrundvisning, fordi vores graver Torben Pedersen går på pension. Bartholdy var formand for Indre Mission i mange mange år. Han er opvokset i Seest præstegård. Han var en spændende mand. Sådan en ”sort” præst formiddagsaviserne trak frem som et spøgelse, når han tordnede imod ”møgkiosker”, som solgte porno eller i debatten om kvindelige præster. Men samtidig med han turde sige, hvad han troede, så var han en klog og livsglad mand. Han sagde f.eks., at Indre Mission havde to markante skikkelser at takke i Danmark. Nemlig Kierkegaard og Grundtvig. Det hidsede mange missionske op. For mange af dem hadede grundtvigianere. Men det var klogt sagt, for Indre Mission havde lært af Grundtvig, at det er tilgivelsen i dåben og nadveren, der er det vigtigste i den danske kristendom. Det er ikke den personlige godhed eller fromhed eller omvendelse.

Alle vore møder i Seest går vældig fint. Og derfor glæder vi os til, når bulldozerne kommer til marts og graver ud til vores nye sognehus! For så kan vi holde større møder, f.eks. med en kendis eller to. Så kan vi satse på 100 tilhørere. Vi har mange ideer til livet i sognet. Vi håber, I får lyst til at være med!

I kirken er det dog altid gudstjenesten og de kirkelige handlinger, som er Folkekirkens hjerte. Her prøver vi altid både at møde de mere kirkefremmede og de faste kirkegængere med kristendommens dybde tradition og fornyelse. Det er en balance. Vi glæder os f.eks. til de ni læsninger, hvor organist Yvonne har et ad hoc kor, hvor interesserede kan komme 4-5 gange og øve bare til en gudstjeneste. Alle er velkomne, næsten med ethvert næb.

Og til alle jer, som kommer juleaften. Den første gudstjeneste er en børnegudstjeneste. Der er juleevangelium og de samme julesalmer. Men prædikenen er endnu et uanmeldt besøg af et dyr eller to. Sig det ikke til børnene: i år kommer der en julegris på flugt fra ovnen. Det bliver et virkelig påtrængende ønske om kirkeasyl!
Men er I interesserede i en ordentlig tale, så er det de to andre gudstjenester, I skal sigte efter. Jeg skal nok snart begynde at tænke over den tale, det er jo -som I ved- årets største ”kasse” succes.

Mange nisseagtige hilsner
Kristina Nilsson, sognepræst
krn@km.dk

 

1. juli 2009
Nu er det allerede blevet sommer.

Men selv om jeg kan se det store lindetræ og den blå himmel udenfor, sidder vi alle foran vore pc'ere og arbejder, mens rågerne råber og skriger som himlens majestæter ude i trækronerne.
I Seest Kirke har vi haft et godt forår. Vi har startet flere nye ting op. F.eks. samlede Yvonne (vores organist) nogle af sognets voksne til et ad hoc kor, som sang taize-sange firstemmigt til en ”fastetids musik og billedgudstjeneste”. Det var en fornøjelse at se forældre, menighedsrødder og ansatte synge, mens jeg kæmpede med, at få projekteren til at vise billedkunst.
Min læsekreds har haft sin første sæson med romaner som ”Frygtelig lykkelig” og ”Vi de druknede” om forholdet mellem det gamle bondedanmark og nutiden. Men vi har også læst en krimi og talt om 1800tallets krige imod tyskerne. Hvis en og anden skulle have lyst til at være med til at læse romaner, må I endelig ringe til mig! Jeg refererer bogen hver gang, så man kan komme uden at have læst.
Vi har haft nogle forrygende konfirmanddage. Lavet sambarytmer og drama, men aller bedst var vores udflugt. Vi var i Fredericia for at se Bjørn Nørgaards gyldne alter og hans glasmosaikker. Konfirmanderne kunne let afkode ”tegneserierne” og se, hvilke fortællinger i glasmosaikken, der gav mening sammen. F.eks. Babelstårnet og pinsen. Vi gik desuden rundt i Fredericia med en museumsmand, som fortalte os, at Fredericia som fristad ikke alene havde flere religioner, dengang alle skulle være lutheranere i Danmark. Men byen er blevet til af tilflyttede forbrydere, som fik asyl imod kreditorer og andre straffe, hvis de ville bo i byen… det lo vi jo lidt af. Til gengæld fik konfirmanderne røde ører, da museumsmanden henne ved den tapre landssoldat af fuld hals sang ”I natten klam og kold”. Tænk det bare er 150 år siden, at soldater på 20 år kunne skrive hjem: ”ærede fader og moder. Frygt ikke jeg dør, tro kun på Gud Fader”. Bagefter mødte konfirmanderne de hjemløse udenfor Folkekøkkenet, og da jeg så deres uro, tænkte jeg på, hvor beskyttet et sogn Seest er. I København er der ikke et barn som bliver nervøs, hvis der kommer en ”sut” forbi. Så får man sig en lille snak med den hjemløse.
Den største nyhed det her halvår er alligevel, at vi tror byggeriet af sognehuset går i gang til næste år. Vi er ved at have tegningerne helt på plads, vi skærer i projektet, men vi tror på, vi får et hus, hvor sognets foreninger og mennesker kan komme og samles i en stor sal på 140 kvadratmeter.
Vores sogneeftermiddage og aftner er vi også rigtig glade for. Vi kan ofte ikke være inde i konfirmandstuen, men når det nye hus kommer, så tror jeg virkelig, der kommer ”klasse” over tingene. Vi håber også på at få råd til et super lydanlæg i kirken, så vi kan f.eks. kan lave musikarrangementer, og så konfirmanderne kan lave drama, så det kan høres gennem mikrofoner.
Efteråret vil byde på mange ”Fede” ting. Børnegudstjenester med spisning, Tom Buk- Swienty som fortæller om soldaternes breve og krigene i midt i forrige århundrede. Sogneeftermiddage, spændende gudstjenester. Kirkebladet er spækket med tilbud! Kolding kammerkor holder jubilæumskoncert, KUK 11 allehelgen med en strygerkvartet og meget mere.
Jeg har skrevet i kirkebladet, om nogle af jer kunne tænke jer at fortælle om et gravsted/et menneske som I har kendt, hvis vi laver en kirkegårdsvandring. Det ville være så fint at standse op ved nogle grave og sige: her ligger min…. hendes liv har betydet…. For kirkegården er jo et sted, som mange mange kommer. Kirke og gudstjeneste behøver jo ikke kun være søndag kl. 10.30. Det er også at gå rundt og tale og tænke på de døde på kirkegården.
Nu håber jeg, at I alle har en god sommer og en god høsttid, indtil jeg vender tilbage med ny blog.

Kristina Nilsson, sognepræst
krn@km.dk

 

21. januar 2009
Præsten i trædemøllen

Januar og februar og marts… Så er der dømt gråvejr! Nogle dage er det som om, den mørke himmel og den grå regn bare vil hylde vore liv ind i tungsind. Og influenzaer som snor sig om hjørnerne. Og i den tidlige morgen, når vore hænder i mørke og blinde vil slukke vækkeuret, så strejfer spørgsmålet: Hvad er meningen med det hele?
”Det kører rundt –som musen sagde i trædemøllen”

Jeg har i hvert fald af og til et spørgsmål eller to: Hvorfra skal glæden komme? Fantasien? livskraften?
Så sidder jeg –sognepræsten- og higer og søger. I biblen og bøger, i hjerte og nyre. Og tro det eller ej: jeg læste om meningen! Meningen er: at tage glæden alvorligt! At se glæden i ungernes leg i børnehaven, i en samtale med en ven. I at kunne trække vejret frisk i blæsevejret og mærke kroppen blive varmet af de andres knus og kaffe. Bogen om glæden er skrevet af teologen Helmut Friis. Han skrev den, da han var ved at dø af leverkræft. Da vidste han i sin sorg, hvor meget livet er værd! Det skrev jeg en prædiken om forleden.
Jeg skriver også prædikener om Gaza. Om at Jesus siger: Elsk jeres fjender, forson dig med din bror! Så uanset vores krigslogik: så er krig syndigt! Og Selv om terrorbomber er afskyelige, så undskylder det ikke at smadre et indespærret folk, som Israel gør det!
Når jeg skriver prædiken om politiske emner, er det altid vigtigt at sige, at det er min egen opfattelse. Jeg kan ikke bruge Jesus til at tage parti. ”Giv kejseren hans og giv Gud hans”. Sådan tænkte Jesus. Det var det enkelte menneskes liv, som var afgørende for ham.
Jeg har også skrevet om Obama. Er det ikke mærkværdigt, at en præsident siger det, vi alle drømmer om? Men han er jo ikke som Guds søn, blandt andet fordi han hersker denne verden med magt. Men Obama prøver at gøre som Jesus: At forandre verden med sine ord.

Seest sogn er i gang med mange ting, kan I tro. Vi har en dejlig studiekreds i gang nogle onsdag-aftener. Her læser vi Liza Marklund, Hanne Reintoft, Herman Bang. Lige fra krimi til tidlig middelalder. Man kan komme uden at have læst hele bogen til aftenen. Ring til mig, hvis du vil med.

Julemåneden var så fuld af børnegudstjenester. Min 15 årige søn, Johannes, var inde i et hønsekostume og spillede Helligåndsduen, som havde bebudet Maria. Det var så sjovt!
Ved I: i december var ca. en tredjedel af sognet i kirke, lige fra dagplejebørn over skolebørn til alle familierne, som er proppet ind i kirken juleaften. Fantastisk!
Nu gør vi klar til en super samba salsa konfirmand fastelavnsbørnegudstjeneste. Konfirmanderne skal lave drama over Fristelsen i ørkenen. Vi skal lave sambaoptog og males i ansigterne. Derefter tøndeslagning hos spejderne. Kom og se det!
Yvonne, vores organist og jeg, gør klar til musikgudstjenester 1. marts og langfredag. Og de lidt moderne gudstjenester en gang om måneden kører godt.

Dagligdagen ved kirken omfatter mange flere ting. Jeg er rigtig glad for at tale med dåbsforældre. Så taler vi om, hvordan vi kan tro på Gud, samtidig med at vi lever i en moderne tid. Nogle gymnasieelever spurgte mig: hvad er det vigtigste ved at være præst? Jeg sagde: det er at gøre kristendommen troværdig og naturlig at tro på for moderne mennesker. Og det er ikke så svært. For Gud bor i Ord og i livskraft, i evnen til forsoning og evnen til glæde. Det passer godt til vore liv… Hæ og det var det samme Obama talte om.

Jeg skriver igen inden påske. I er altid velkomne til at ringe eller skrive, hvis I vil i kontakt med kirken… hæ eller gå til gudstjeneste!

Kristina Nilsson,
krn@km.dk

 

24. november 2008
Rigtig moderne, at lave en blog
- en Seest Kirkes logbog på hjemmesiden. Her får I for første gang præstens beretning ”indefra” Seest Kirkes dagligdag.

I dag har jeg øvet krybbespil med 1. B nede på Bakkeskolen. I aften skal vi opføre krybbespillet på skolens teater for forældrene. Der er 10 piger, som er engle! Derfor har læreren lavet en engledans, som hyrderne og de frygtsomme brægende får udenfor stalden får at se. Pigerne er lykkelige og gør det superflot… og det tager laaang tid at hjælpe dem med bluser og vinger og hvide kjoler. Drengene, de er mere til at lave sjov med hyrdestave og kongekroner. Jeg har købt en hel del ekstra kongekroner, for de bliver let krøllede undervejs. Men de kan faktisk godt samle sig og spille krybbespil. Klassen skal lave krybbespillet i kirken til skole-julegudstjenesten.

Hjemme ved computeren læser jeg gamle julehistorier for at få gode ideer til de mange juleprædikener for børn og voksne. Så sidder jeg og fælder en tårer, når de fattige folk hos forfatteren Martin A. Hansen får Agerhøne, eller når Selma Lagerlöfs røverkone fra Göingeskoven grangiveligt kan paradiset på jorden julenat for en gammel abbed. Det er altid så tankevækkende at læse om, hvordan mennesker levede i for over 100 år siden. Men ud over at tænke på det svære og gode ved gamle dage, så tænker jeg især på, hvad jeg kan fortælle de største skolebørn fra 8.-10. klasse noget om kristendommen til skolejulegudstjenesten.. Og på hvordan børnegudstjenesten juleaften kl. 12.30 skal blive rigtig sjov.

Jeg er ikke den eneste, som har travlt her ved Seest Kirke. Graverne, Torben, Jesper og Carl-Erik, de dækker gran på over 500 grave i de her uger. De gør det så flot, og hvert år er der flere og flere som ønsker, at de pynter gravene. Midt i arbejdet med pyntning kommer der begravelser oveni og babysalmesang i kirken og mange andre ting.

Kirkebladet er lige kommet. Mange af sognets aktiviteter laver menighedsrådet og jeg. Så sætter vi os ned og finder på supergode arrangementer (og det kan jeg snildt prale af, for det er ikke mig som får de fleste ideer). Nej, Judith og Åse, Kirsten, Birthe og Jutta fra menighedsrådet og jeg, vi planlægger sammen. Hvis ikke vi lige har en idé, så tilbyder jeg at finde et spændende foredrag… Men de andre ved, at det kan være lige lovlig ”klogt”, det jeg finder på, så det kommer sjældent dertil. Kagerne tager jeg mig heldigvis ikke af, men det er vigtigt, hvilke flødeskumskager vi vælger! Men, nu har vores rengøringshjælp Line lovet os, at hun vil bage til vore møder. Vi har allerede smagt nogle lækkerier.

Der er også personalemøde i den her uge. Personalet mødes ca. en til to gange om måneden for at aftale praktiske ting, f.eks. hvad der skal forberedes til særlige gudstjenester. På næste møde kommer vi vist til at tale om fotografering i kirken. Vi drøfter, hvad vi kan gøre for, at folk fotograferer diskret. For det sker en gang imellem, at folk fotograferer lidt for vildt.

Organisten, Yvonne, og jeg vi skal også mødes. Vi har mange projekter i gang altid. Særlige musikgudstjenester, konfirmanddage. Vi skal til at øve dukkekrybbespil for de 1-3 årige. Det kræver sin kvinde at fange så små størrelser som etårige. Men så må æslet i stalden skryde, at Jesus må sove i hans madskål.

Det nye menighedsråd dannes på torsdag. Det er dejligt, at så mange bliver ved. Vi går også en god tid i møde, tror vi. Vi skal planlægge nyt sognehus. Og vi har fået nye dygtige medarbejdere, vores kordegn Inger og kirkesanger Jytte. Så fremtiden ser fin ud.

Jeg har lige læst i avisen, at en stor undersøgelse har vist, at konfirmander bliver mindre troende af at gå til præst. Jeg smiler lidt af tanken, for spørgsmålet er, om det er fordi de måske synes, det er alt for overnaturligt alt det med Gud? Eller fordi det er kedeligt. Nej, jeg tror ikke, det er fordi , det er kedeligt. I år lades jeg om jeg er Lukas og genfortæller Lukasevangeliet, og det er fuld af dæmonuddrivelser og helbredelser af syge. Og det er jo klart, at så må vi tale om, om der findes dæmoner, eller om det snarere er psykisk syge. Og om helbredelserne fandt sted, om Guds skaberkraft gav Jesus evnerne, eller om det er noget, de bare troede, Jesus kunne? Jeg taler med konfirmanderne om, at der ikke findes nogen sikker sandhed. Det er et spørgsmål om at blive grebet af budskabet. Sidste gang vi havde konfirmationsforberedelse, lagde vi vores ”skyld” i en kurv og stillede det foran alteret. VI skrev skylden op på sten, og de sten var så det, der tyngede os. Så holdt vi nadver og blev tilgive vores synder og vores skyldfølelser.

Nå, nu er den her blog blevet lidt lang. Jeg skriver igen først i det nye år. Jeg håber, I får en jul med mennesker I holder af omkring jer.

Kristina Nilsson,
krn@km.dk